Livet i Istedgade

Livet i Istedgade

Skrevet af Pernille, Aviaaja, Julie og Solveig

Lige midt i København K findes en gade med skæve eksistenser og mange muligheder. En gade hvor fortidens pust fra det fordrukne natteliv har resulteret i et virvar af sanseindtryk. Gaden går under navnet Istedgade, og på trods af det ellers nutidige velfriserede bybillede har denne pulserende gade formået at beholde sine charmerende karakteristika, som Dan Tyréll beskrev det i sit digt; “Livet i Istedgade” i 1977:  

 

”Istedgade har sin egen rytme en rytme

som en lidt hæs lettere hærget lirekasse

der ikke desto mindre spiller videre og stadig kan dreje sine

valser

til fornøjelse for de forbipasserende

og der er to slags forbipasserende og to slags mennesker i

Istedgade”

Allerede efter de første skridt ned ad gaden, giver Turélls ord genklang i mødet med de mange og kontrastfyldte indtryk, hvor vi blandt andet ser Maria Kirken omringet af diverse sexshops og lettere skumle værtshuse. Mens vi fortsætter videre ned af gaden passerer vi en dagplejemor ude på tur med sine dagplejebørn. Her mødes vi samtidig af en gennemtrængende stank af urin fra nattens turbulente liv. Vi sætter os ved en af de mange trendy caféer på gaden, og straks opsøges vi af en tigger, som beder om penge til et måltid. Kontrasterne er uundgåelige at lægge mærke til. Også i dag er der mange forskellige slags forbipasserende, som Turréll påpegede det i halvfjerserne. Rytmen er ydermere også intakt i form af tempoet fra den store mangfoldighed, hvor nattens liv kolliderer med dagens uskyldige aktiviteter i morgentimerne. Mens de sidste værtshusgæster bevæger sig hjemad i deres rus, går dagplejemoren samtidig sin morgentur med børnene i sin barnevogn igennem en røget dis af passiv rygning fra det nærmestliggende udluftende bodega.

Her går tiden både langsomt og hurtigt. Selvom de modstridende eksistenser lever i to parallelle samfund, er der stadig plads til alle slags mennesker, og ikke kun de to typer, som Turréll skrev det. “Livet i Istedgade” betegner stadigvæk en virkelighed som er gældende i gaden, hvor livet og rytmen adskiller sig fra resten af Københavns tendens. Istedgade inddrager samfundets udvikling på sin egen måde, dog bevares essensen af den altoverskyggende mangfoldighed. Istedgade er som en omsorgsfuld mor, der omfavner alle sine forskelligartede børn. Her er borgerne forskellige sammen og samhørigheden er, hvad der får stemningen til at summe.

Her ses Maria Kirken på højre side og en af de utallige sexshops på venstre side. På højre side af os var baren “Spunk”.

Vor Frelsers Kirke

Vor Frelser Kirke - Carolina, Natasja, Ida og Simone

Under stjernehvælvingen i Vor Frelsers Kirke mødes nutidens unge med fortidens barok. Våbenhusets store lyse trædør bød os velkommen i barokkens overdådige og fantastiske tidløse rum. Vi blev ført ind i et tidslomme, hvor himlen og Gud omfavnede os med deres storhed.

De bløde, runde og harmoniske træk samt dets guddommelige atmosfære afbrydes abrupt af det storslåede og detaljerede orgel i mørk træ, som udgør det meste af bagvæggen. For enden af kirkegulvet og forbi de velholdte kirkebænke, hvor det kongelige monogram er malet langs siderne i guld møder man det grandiose alter og altertavle. Her danner de rødplettede marmorsøjler en symmetri for altertavlen, hvis baggrund er en mørk himmel blå kalkfarve. Mellem søjlerne står diverse voluminøse hvide skulpturer af engle, som har deres kroppe placeret imod hinanden og hermed står ansigt til ansigt. Ved søjlernes top, som er besmykket af guld, danner det rødplettede marmor loft et tag, som har en ødelagt og krakeleret åbning. I denne åbning får en kæmpe udsmykning af guld sin mulighed for, at bryde den symmetriske arkitektur i søjle opbygningen. Udsmykningen viser tydeligt, hvordan de snoede gyldne spir, danner et symbol for solen. Mellem disse lange lyse solstråler danner mørke skyer omkring dem en stor kontrast til den guddommelige og nærmest hellige gyldne sol. Placeret i disse dramatiske og dystre skyer er små buttede hvide englebørn, som skaber bevægelse og dermed gør denne afbildning af himlen levende. I centrum af denne gyldne strålekrans ses en gylden trekant med ordet Gud skrevet på hebraisk (Jahve).  

Selvom vi befinder os så langt fra barokkens storhedstid, påvirker det os alligevel i en sådan grad, at selve vores ageren ændres i rummet. Arkitekturen er så anderledes fra den moderne arkitektur vi kender i dag. Det er alt fra farver, former og formål. Moderne arkitektur er i neutrale farver med minimalistisk indretning, hvilket er i åbenlys kontrast til barokkens mere overdådige stil. Men hvorfor vækker kirken følelser i os som unge senmoderne mennesker? Måske er det netop på grund af de store forskelle i udformning, farver og interiør, som påvirker vores sindstilstand. Vi får fornemmelsen af en anden tid, og en ærefrygtighed kommer over os fordi den arkitektoniske forskel agerer som en overgang mellem senmodernitetens religions- og arkitektoniske mentalitet, samt barokkens mentalitet. Udsmykningen, skaber billeder, som fortæller historier fra biblen. Dette påvirker os som unge i det senmoderne samfund, da vi ikke er vant til den billedlige fortælling i vores hverdag. Påvirkningen sker i fortryllelsen ved det ukendte, forunderlige og dog stadig magiske rum. Følelsen af tidsrejsen tilbage til en tid som for mange unge er ukendt, og oftest kun gennemlevet gennem tekster, bliver konkret og denne historiske tidslomme repræsenterer en for længst svunden tid.Om det så er den følelse som barokkens arkitekter har villet skabe hos beskueren kan man kun gisne om, men et godt bud på tankerne bag opførelsen af kirken kunne være, at man uden ord har villet udtrykke og hylde den pompøsitet og magt som både Gud og den enevældige monark var i besiddelse af. Indirekte er der derfor skabt et hierarki, hvor beskueren bliver den lille og ydmyge, underlagt de højere magters vilje. Måske har intentionen med kirken generelt været at placere Gud tættere på det almene menneske, så tanken om frelse er nærmer og derfor mere overskuelig. Foruden at demonstrerer magt og rigdom, fungerede udsmykningen i kirker også som en historiefortæller i 1500 tallet. Dengang kunne de færreste af den almene befolkning læse eller skrive, og figurerne var derfor til, for at de ulærte kunne følge med i fortællingerne om guds storhed, uden at forstå præsten der læste og prædikede på latin.

Fascinationen af denne svundne tid tiltrækker os som senmoderne mennesker, fordi forskellen er så stor fra hvad vi møder i dagligdagen. Det er en svunden tid, med fantastiske kreationer, som vi ikke kan andet end at blive fascineret af i dag. Måden hvorpå arkitekterne i 1500-tallet skabte kæmpe bygningsværker, uden hjælp fra den teknologi vi besidder i dag, kan ikke andet end imponerer og skabe respekt for datidens bygningskonstruktører.