Livet i Istedgade

Livet i Istedgade

Skrevet af Pernille, Aviaaja, Julie og Solveig

Lige midt i København K findes en gade med skæve eksistenser og mange muligheder. En gade hvor fortidens pust fra det fordrukne natteliv har resulteret i et virvar af sanseindtryk. Gaden går under navnet Istedgade, og på trods af det ellers nutidige velfriserede bybillede har denne pulserende gade formået at beholde sine charmerende karakteristika, som Dan Tyréll beskrev det i sit digt; “Livet i Istedgade” i 1977:  

 

”Istedgade har sin egen rytme en rytme

som en lidt hæs lettere hærget lirekasse

der ikke desto mindre spiller videre og stadig kan dreje sine

valser

til fornøjelse for de forbipasserende

og der er to slags forbipasserende og to slags mennesker i

Istedgade”

Allerede efter de første skridt ned ad gaden, giver Turélls ord genklang i mødet med de mange og kontrastfyldte indtryk, hvor vi blandt andet ser Maria Kirken omringet af diverse sexshops og lettere skumle værtshuse. Mens vi fortsætter videre ned af gaden passerer vi en dagplejemor ude på tur med sine dagplejebørn. Her mødes vi samtidig af en gennemtrængende stank af urin fra nattens turbulente liv. Vi sætter os ved en af de mange trendy caféer på gaden, og straks opsøges vi af en tigger, som beder om penge til et måltid. Kontrasterne er uundgåelige at lægge mærke til. Også i dag er der mange forskellige slags forbipasserende, som Turréll påpegede det i halvfjerserne. Rytmen er ydermere også intakt i form af tempoet fra den store mangfoldighed, hvor nattens liv kolliderer med dagens uskyldige aktiviteter i morgentimerne. Mens de sidste værtshusgæster bevæger sig hjemad i deres rus, går dagplejemoren samtidig sin morgentur med børnene i sin barnevogn igennem en røget dis af passiv rygning fra det nærmestliggende udluftende bodega.

Her går tiden både langsomt og hurtigt. Selvom de modstridende eksistenser lever i to parallelle samfund, er der stadig plads til alle slags mennesker, og ikke kun de to typer, som Turréll skrev det. “Livet i Istedgade” betegner stadigvæk en virkelighed som er gældende i gaden, hvor livet og rytmen adskiller sig fra resten af Københavns tendens. Istedgade inddrager samfundets udvikling på sin egen måde, dog bevares essensen af den altoverskyggende mangfoldighed. Istedgade er som en omsorgsfuld mor, der omfavner alle sine forskelligartede børn. Her er borgerne forskellige sammen og samhørigheden er, hvad der får stemningen til at summe.

Her ses Maria Kirken på højre side og en af de utallige sexshops på venstre side. På højre side af os var baren “Spunk”.

Vor Frelsers Kirke

Vor Frelser Kirke - Carolina, Natasja, Ida og Simone

Under stjernehvælvingen i Vor Frelsers Kirke mødes nutidens unge med fortidens barok. Våbenhusets store lyse trædør bød os velkommen i barokkens overdådige og fantastiske tidløse rum. Vi blev ført ind i et tidslomme, hvor himlen og Gud omfavnede os med deres storhed.

De bløde, runde og harmoniske træk samt dets guddommelige atmosfære afbrydes abrupt af det storslåede og detaljerede orgel i mørk træ, som udgør det meste af bagvæggen. For enden af kirkegulvet og forbi de velholdte kirkebænke, hvor det kongelige monogram er malet langs siderne i guld møder man det grandiose alter og altertavle. Her danner de rødplettede marmorsøjler en symmetri for altertavlen, hvis baggrund er en mørk himmel blå kalkfarve. Mellem søjlerne står diverse voluminøse hvide skulpturer af engle, som har deres kroppe placeret imod hinanden og hermed står ansigt til ansigt. Ved søjlernes top, som er besmykket af guld, danner det rødplettede marmor loft et tag, som har en ødelagt og krakeleret åbning. I denne åbning får en kæmpe udsmykning af guld sin mulighed for, at bryde den symmetriske arkitektur i søjle opbygningen. Udsmykningen viser tydeligt, hvordan de snoede gyldne spir, danner et symbol for solen. Mellem disse lange lyse solstråler danner mørke skyer omkring dem en stor kontrast til den guddommelige og nærmest hellige gyldne sol. Placeret i disse dramatiske og dystre skyer er små buttede hvide englebørn, som skaber bevægelse og dermed gør denne afbildning af himlen levende. I centrum af denne gyldne strålekrans ses en gylden trekant med ordet Gud skrevet på hebraisk (Jahve).  

Selvom vi befinder os så langt fra barokkens storhedstid, påvirker det os alligevel i en sådan grad, at selve vores ageren ændres i rummet. Arkitekturen er så anderledes fra den moderne arkitektur vi kender i dag. Det er alt fra farver, former og formål. Moderne arkitektur er i neutrale farver med minimalistisk indretning, hvilket er i åbenlys kontrast til barokkens mere overdådige stil. Men hvorfor vækker kirken følelser i os som unge senmoderne mennesker? Måske er det netop på grund af de store forskelle i udformning, farver og interiør, som påvirker vores sindstilstand. Vi får fornemmelsen af en anden tid, og en ærefrygtighed kommer over os fordi den arkitektoniske forskel agerer som en overgang mellem senmodernitetens religions- og arkitektoniske mentalitet, samt barokkens mentalitet. Udsmykningen, skaber billeder, som fortæller historier fra biblen. Dette påvirker os som unge i det senmoderne samfund, da vi ikke er vant til den billedlige fortælling i vores hverdag. Påvirkningen sker i fortryllelsen ved det ukendte, forunderlige og dog stadig magiske rum. Følelsen af tidsrejsen tilbage til en tid som for mange unge er ukendt, og oftest kun gennemlevet gennem tekster, bliver konkret og denne historiske tidslomme repræsenterer en for længst svunden tid.Om det så er den følelse som barokkens arkitekter har villet skabe hos beskueren kan man kun gisne om, men et godt bud på tankerne bag opførelsen af kirken kunne være, at man uden ord har villet udtrykke og hylde den pompøsitet og magt som både Gud og den enevældige monark var i besiddelse af. Indirekte er der derfor skabt et hierarki, hvor beskueren bliver den lille og ydmyge, underlagt de højere magters vilje. Måske har intentionen med kirken generelt været at placere Gud tættere på det almene menneske, så tanken om frelse er nærmer og derfor mere overskuelig. Foruden at demonstrerer magt og rigdom, fungerede udsmykningen i kirker også som en historiefortæller i 1500 tallet. Dengang kunne de færreste af den almene befolkning læse eller skrive, og figurerne var derfor til, for at de ulærte kunne følge med i fortællingerne om guds storhed, uden at forstå præsten der læste og prædikede på latin.

Fascinationen af denne svundne tid tiltrækker os som senmoderne mennesker, fordi forskellen er så stor fra hvad vi møder i dagligdagen. Det er en svunden tid, med fantastiske kreationer, som vi ikke kan andet end at blive fascineret af i dag. Måden hvorpå arkitekterne i 1500-tallet skabte kæmpe bygningsværker, uden hjælp fra den teknologi vi besidder i dag, kan ikke andet end imponerer og skabe respekt for datidens bygningskonstruktører.

Rådhuspladsen anno. 2016

Vi går ind på Rådhuspladsen. Pladsen er forholdsvis rolig. Selv byggeriet af metroen, som er konstant tilstede med sin enorme lyd, er for et øjeblik holdt inde. For at nyde den flygtige formiddagssol, som ingen varme bringer, går menneskene flygtigt over pladsen pakket ind i sorte klæder, som vil de afspejle Nordens mørke.
Alle vegne er der spor af byggeri, som vidner om Københavns fremgang. Det store gule metal uhyre spejder ud over pladsen, i folkemunde under navnet gravko, mens den venter på at påbegynde dagens arbejde. Høje murer prøver forgæves at skjule metro-byggeriet.

(Rådhuspladsen før kl. 10)

Uret slår 10.00 og de første turister ankommer. De blander sig med det københavnske folk på en gang velkendte og fremmedartet. Der bliver grønt ved fodovergangen, og menneskemængden sætter i gang. Som minutterne myldrer afsted, vokser mængden af mennesker på pladsen. Duerne letter i flok for at undgå den fremadstormende mængde, de hvirvler rundt i luften som et samlet organisme - perfekt koordineret. Nu begynder maskinlarmen, først som en blid summen men efter et øjeblik som et vældigt brøl.
Trafikken er mangeartet og dynamisk, med cyklerne som en dominerende faktor. Mand i jakkesæt på cykel. Ældre mand på cykel. Kvinde på Christiania cykel. Tre cykler på stribe, som et billede på Københavns mangfoldige befolkningssammensætning. Cykelpoliti i shorts så man kan se gåsehuden på deres blege ben. De patruljerer den rolige hovedstad, cyklende ind i dens hjerte, Rådhuspladsen. Deres rolige åndedrat overdøves af bilernes tyden.
Hvis man skal trække tråde fra denne udgave af Københavns rådhusplads til den, som Emil Bønnelycke beskriver i ”Raadhuspladsen”, der er slående ligheder og diametrale modsætninger. Begge versioner besidder internationale elementer, hvilke kom til udtryk gennem at vi ligesom Bønnelycke mødte mennesker af mange forskellige nationalliter. For os var disse nationalliter turister, især i form af asiatere, hvor Bønnelycke i højere grad beskriver folk fra den vestlige verden. Det at vi ser folk fra Asien viser, hvordan verden i dag er blevet endnu større end på hans tid, især pga. globalisering. Denne globalisering kom og til udtryk via. Backpackere fra alle verdens hjørner, for de kan også betegnes som turister. Det, at globaliseringen er til stede i København, viser at den virkelig er den metropol, som Bønnelycke beskriver i ”Raadhuspladsen”: ”at denne By, København, denne Plads, Raadhuspladsen er et værdigt Søsterbillede til de store Metropoler”. 
I versionerne er der også en forskel på vejret. Dette ses i høj grad på folks påklædning. Hvor i Bønnelycke er folk klædt i hvidt tøj passende for det dejlige Juli-vejr. I kontrast oplevede vi, at folk havde pakket ind i utallige lag, med røde næser pga. kulden. 
Vi oplevede Rådhuspladsen, da den var næsten øde og forladt, og når den var fuld af liv. 
Så på mange måder er Rådhuspladsen anno. 2016 lignende med den Rådhusplads, som Bønnelycke oplevede.  

(Dette indlæg er skrevet af Julie Kudsk, Laura Skovby og Camilla Kaae 3.a)

Hej bloggen

På vores færd i indre by, København, gik vi i dén grad i Dan Turélls fodspor. Vi slentrede langs Istedgade og Vesterbrogade, og observerede løbende de mange sanseindtryk. Duften af kål og frikadeller er ikke længere i spil, som beskrevet i "Gennem byen en sidste gang", men i stedet har Istedgade overgivet sig til luksuskaffe og lune crossainter. Selvom himlen var skyfri, havde solens stråler stadig svært ved at trænge igennem til smukke Istedgade. Gaderne fremstod som et halvfærdigt projekt, der er fanget et sted i mellem de sene halvfemsere, som Dan Turéll har beskrevet, og det 21. århundrede. I Istedgdade forekommer en splittelse mellem det moderne og halvfemser-stilen, hvilket gør gaden mangfoldig og unik. Gaden har sin egen charme, hvor det travle byliv endnu ikke har sat sit præg. På vores opdagelser bemærkede vi samme persontype, der står beskrevet i Dan Turélls tekst, altså manden i kedeldragten, som også ses på nedenstående billede: 

Som Dan Turéll  beskriver det: "og jeg vil gå ned ad Strøget som en skygge, og hele vejen ned vil jeg være ledsaget af mine venner". Denne følelse og oplevelse er noget, vi i vores slentren, har kunnet relatere til. Vi har hånd i hånd vandret langs de smukke byggerier, og nydt hinandens selskab, på den solrige morgen i indre København. Derudover skriver han også: "Jeg vil slentre langs med Saxogade Oehlenschlägergade Kingosgade, og jeg vil gå ind et sted på et af værtshusene, måske Café Guldregn". Café Guldregn er i høj grad blevet bevaret, og vi nød i fulde drag at opleve caféens velholdte udseende, og stemningen, der fulgte med. Herunder ses et billede af Café Guldregn: 

Herunder ses en udstilling fra besættelsestiden som blev genindviet i 2015. Bygningen skiller sig meget ud fra de andre bygninger i gaden, da stilen er meget anderledes. Man kan se, at en anden generation har sat sit præg på bygningen som bidrager til den mangfoldige stemning i kvarteret. 

Overordnet set lever Istedgade, Vesterbrogade og området deromkring delvist op til tekstens beskrivelser. Atmosfæren blev i høj grad genlivet, idet vi mødte gaden med en række forventninger fra teksten. Nogle områder er naturligvis renoveret og skiftet ud, men alt i alt er helheden blevet velbevaret. Længe leve Istedgade!

Knus Heidi, Matilda, Albert og Simon 

Vesterbrogade

I digtet “Vesterbrogade” af Emil Bønnelycke beskrives den stemning som vi også oplevede da vi selv besøgte gaden. Travlheden er tydelig at mærke, både i digtet og den følelse man selv får når man går rundt i området. I digtet står der: “(...) og hæve min Røst i den Travlheds Musik” hvilket beskriver stemningen på gaden ret godt, da der både var en enkelt gademusikant der spillede en lille melodi, mens folk fortsatte videre i deres travlhed. Der var en underlig ro over musikken, som der ikke var ret mange, der så ud til at lægge mærke til, da de alle var på vej videre. Menneskene på Vesterbrogade bar præg af diversitet, vi blev mødt af mange forskellige socialklasser og personlig stil. På vores vej mødte vi både tiggere, børn, forældre og hipstere, disse forskellige mennesker understreger oplevelsen af en gade med plads til alle, der har lyst til at være der.

Cafeerne åbnes med en hvis travlhed. De ansatte spæner ud med bordene og skiltene, som skal lokke folk til. Men derefter har de tid til at tage sig god tid til hinanden, personalet imellem og specielt også kunderne, hvilket nok også skal ses ud fra det tidspunkt, vi ankom. Men generelt virkede det som en meget fredelig og hyggelig stemning,

I digtet beskrives en forårsdag: “naar Himlen er blaanende rig paa Nuancer af Blaat, der forkynder at Foraar er inde”. Da vi besøgte gaden stod solen højt på himlen. En stemning af forår mødte os i midt April. Den lille brise mindede os om naturens vidunder midt i storbyens travlhed. Den rørte vore hjerter. Som Bønnelycke skriver: “Huse i sol i den koglende dag”. Som i 1918, stod solen lige ned på de mange bygninger og lyste dem op. Vi oplevede området på en helt anden og fortryllende måde. Gaden fik et gyldent skær, der yndigt oplyste vores vej.

Stemningen i digtet stemmer altså ret godt overens med den oplevelse vi selv have på Vesterbrogade. Vi var der på en perfekt forårsdag hvor solen skinnede, hvilket også bidragede til den stemning der er i digtet.