Vesterbrogade

I digtet “Vesterbrogade” af Emil Bønnelycke beskrives den stemning som vi også oplevede da vi selv besøgte gaden. Travlheden er tydelig at mærke, både i digtet og den følelse man selv får når man går rundt i området. I digtet står der: “(...) og hæve min Røst i den Travlheds Musik” hvilket beskriver stemningen på gaden ret godt, da der både var en enkelt gademusikant der spillede en lille melodi, mens folk fortsatte videre i deres travlhed. Der var en underlig ro over musikken, som der ikke var ret mange, der så ud til at lægge mærke til, da de alle var på vej videre. Menneskene på Vesterbrogade bar præg af diversitet, vi blev mødt af mange forskellige socialklasser og personlig stil. På vores vej mødte vi både tiggere, børn, forældre og hipstere, disse forskellige mennesker understreger oplevelsen af en gade med plads til alle, der har lyst til at være der.

Cafeerne åbnes med en hvis travlhed. De ansatte spæner ud med bordene og skiltene, som skal lokke folk til. Men derefter har de tid til at tage sig god tid til hinanden, personalet imellem og specielt også kunderne, hvilket nok også skal ses ud fra det tidspunkt, vi ankom. Men generelt virkede det som en meget fredelig og hyggelig stemning,

I digtet beskrives en forårsdag: “naar Himlen er blaanende rig paa Nuancer af Blaat, der forkynder at Foraar er inde”. Da vi besøgte gaden stod solen højt på himlen. En stemning af forår mødte os i midt April. Den lille brise mindede os om naturens vidunder midt i storbyens travlhed. Den rørte vore hjerter. Som Bønnelycke skriver: “Huse i sol i den koglende dag”. Som i 1918, stod solen lige ned på de mange bygninger og lyste dem op. Vi oplevede området på en helt anden og fortryllende måde. Gaden fik et gyldent skær, der yndigt oplyste vores vej.

Stemningen i digtet stemmer altså ret godt overens med den oplevelse vi selv have på Vesterbrogade. Vi var der på en perfekt forårsdag hvor solen skinnede, hvilket også bidragede til den stemning der er i digtet.