Rådhuspladsen anno. 2016

Vi går ind på Rådhuspladsen. Pladsen er forholdsvis rolig. Selv byggeriet af metroen, som er konstant tilstede med sin enorme lyd, er for et øjeblik holdt inde. For at nyde den flygtige formiddagssol, som ingen varme bringer, går menneskene flygtigt over pladsen pakket ind i sorte klæder, som vil de afspejle Nordens mørke.
Alle vegne er der spor af byggeri, som vidner om Københavns fremgang. Det store gule metal uhyre spejder ud over pladsen, i folkemunde under navnet gravko, mens den venter på at påbegynde dagens arbejde. Høje murer prøver forgæves at skjule metro-byggeriet.

(Rådhuspladsen før kl. 10)

Uret slår 10.00 og de første turister ankommer. De blander sig med det københavnske folk på en gang velkendte og fremmedartet. Der bliver grønt ved fodovergangen, og menneskemængden sætter i gang. Som minutterne myldrer afsted, vokser mængden af mennesker på pladsen. Duerne letter i flok for at undgå den fremadstormende mængde, de hvirvler rundt i luften som et samlet organisme - perfekt koordineret. Nu begynder maskinlarmen, først som en blid summen men efter et øjeblik som et vældigt brøl.
Trafikken er mangeartet og dynamisk, med cyklerne som en dominerende faktor. Mand i jakkesæt på cykel. Ældre mand på cykel. Kvinde på Christiania cykel. Tre cykler på stribe, som et billede på Københavns mangfoldige befolkningssammensætning. Cykelpoliti i shorts så man kan se gåsehuden på deres blege ben. De patruljerer den rolige hovedstad, cyklende ind i dens hjerte, Rådhuspladsen. Deres rolige åndedrat overdøves af bilernes tyden.
Hvis man skal trække tråde fra denne udgave af Københavns rådhusplads til den, som Emil Bønnelycke beskriver i ”Raadhuspladsen”, der er slående ligheder og diametrale modsætninger. Begge versioner besidder internationale elementer, hvilke kom til udtryk gennem at vi ligesom Bønnelycke mødte mennesker af mange forskellige nationalliter. For os var disse nationalliter turister, især i form af asiatere, hvor Bønnelycke i højere grad beskriver folk fra den vestlige verden. Det at vi ser folk fra Asien viser, hvordan verden i dag er blevet endnu større end på hans tid, især pga. globalisering. Denne globalisering kom og til udtryk via. Backpackere fra alle verdens hjørner, for de kan også betegnes som turister. Det, at globaliseringen er til stede i København, viser at den virkelig er den metropol, som Bønnelycke beskriver i ”Raadhuspladsen”: ”at denne By, København, denne Plads, Raadhuspladsen er et værdigt Søsterbillede til de store Metropoler”. 
I versionerne er der også en forskel på vejret. Dette ses i høj grad på folks påklædning. Hvor i Bønnelycke er folk klædt i hvidt tøj passende for det dejlige Juli-vejr. I kontrast oplevede vi, at folk havde pakket ind i utallige lag, med røde næser pga. kulden. 
Vi oplevede Rådhuspladsen, da den var næsten øde og forladt, og når den var fuld af liv. 
Så på mange måder er Rådhuspladsen anno. 2016 lignende med den Rådhusplads, som Bønnelycke oplevede.  

(Dette indlæg er skrevet af Julie Kudsk, Laura Skovby og Camilla Kaae 3.a)

Hej bloggen

På vores færd i indre by, København, gik vi i dén grad i Dan Turélls fodspor. Vi slentrede langs Istedgade og Vesterbrogade, og observerede løbende de mange sanseindtryk. Duften af kål og frikadeller er ikke længere i spil, som beskrevet i "Gennem byen en sidste gang", men i stedet har Istedgade overgivet sig til luksuskaffe og lune crossainter. Selvom himlen var skyfri, havde solens stråler stadig svært ved at trænge igennem til smukke Istedgade. Gaderne fremstod som et halvfærdigt projekt, der er fanget et sted i mellem de sene halvfemsere, som Dan Turéll har beskrevet, og det 21. århundrede. I Istedgdade forekommer en splittelse mellem det moderne og halvfemser-stilen, hvilket gør gaden mangfoldig og unik. Gaden har sin egen charme, hvor det travle byliv endnu ikke har sat sit præg. På vores opdagelser bemærkede vi samme persontype, der står beskrevet i Dan Turélls tekst, altså manden i kedeldragten, som også ses på nedenstående billede: 

Som Dan Turéll  beskriver det: "og jeg vil gå ned ad Strøget som en skygge, og hele vejen ned vil jeg være ledsaget af mine venner". Denne følelse og oplevelse er noget, vi i vores slentren, har kunnet relatere til. Vi har hånd i hånd vandret langs de smukke byggerier, og nydt hinandens selskab, på den solrige morgen i indre København. Derudover skriver han også: "Jeg vil slentre langs med Saxogade Oehlenschlägergade Kingosgade, og jeg vil gå ind et sted på et af værtshusene, måske Café Guldregn". Café Guldregn er i høj grad blevet bevaret, og vi nød i fulde drag at opleve caféens velholdte udseende, og stemningen, der fulgte med. Herunder ses et billede af Café Guldregn: 

Herunder ses en udstilling fra besættelsestiden som blev genindviet i 2015. Bygningen skiller sig meget ud fra de andre bygninger i gaden, da stilen er meget anderledes. Man kan se, at en anden generation har sat sit præg på bygningen som bidrager til den mangfoldige stemning i kvarteret. 

Overordnet set lever Istedgade, Vesterbrogade og området deromkring delvist op til tekstens beskrivelser. Atmosfæren blev i høj grad genlivet, idet vi mødte gaden med en række forventninger fra teksten. Nogle områder er naturligvis renoveret og skiftet ud, men alt i alt er helheden blevet velbevaret. Længe leve Istedgade!

Knus Heidi, Matilda, Albert og Simon 

Vesterbrogade

I digtet “Vesterbrogade” af Emil Bønnelycke beskrives den stemning som vi også oplevede da vi selv besøgte gaden. Travlheden er tydelig at mærke, både i digtet og den følelse man selv får når man går rundt i området. I digtet står der: “(...) og hæve min Røst i den Travlheds Musik” hvilket beskriver stemningen på gaden ret godt, da der både var en enkelt gademusikant der spillede en lille melodi, mens folk fortsatte videre i deres travlhed. Der var en underlig ro over musikken, som der ikke var ret mange, der så ud til at lægge mærke til, da de alle var på vej videre. Menneskene på Vesterbrogade bar præg af diversitet, vi blev mødt af mange forskellige socialklasser og personlig stil. På vores vej mødte vi både tiggere, børn, forældre og hipstere, disse forskellige mennesker understreger oplevelsen af en gade med plads til alle, der har lyst til at være der.

Cafeerne åbnes med en hvis travlhed. De ansatte spæner ud med bordene og skiltene, som skal lokke folk til. Men derefter har de tid til at tage sig god tid til hinanden, personalet imellem og specielt også kunderne, hvilket nok også skal ses ud fra det tidspunkt, vi ankom. Men generelt virkede det som en meget fredelig og hyggelig stemning,

I digtet beskrives en forårsdag: “naar Himlen er blaanende rig paa Nuancer af Blaat, der forkynder at Foraar er inde”. Da vi besøgte gaden stod solen højt på himlen. En stemning af forår mødte os i midt April. Den lille brise mindede os om naturens vidunder midt i storbyens travlhed. Den rørte vore hjerter. Som Bønnelycke skriver: “Huse i sol i den koglende dag”. Som i 1918, stod solen lige ned på de mange bygninger og lyste dem op. Vi oplevede området på en helt anden og fortryllende måde. Gaden fik et gyldent skær, der yndigt oplyste vores vej.

Stemningen i digtet stemmer altså ret godt overens med den oplevelse vi selv have på Vesterbrogade. Vi var der på en perfekt forårsdag hvor solen skinnede, hvilket også bidragede til den stemning der er i digtet.

Nørreport

På vores tur gennem Nørreport, fra stationen til storkespringvandet på strøget, kunne vi gå stille og roligt for os selv. Ikke fordi der ingen andre var, men alle gik i deres egne tanker. De fleste med musik i ørene og en smartphone i hånden. Andre susende på cykel, som var det Tour De France. Det var en udfordring at komme over på den anden side af vejen, da alle var optagede af lydene fra deres høretelefoner og det nyeste nye på Facebook. Ingen kiggede op, ingen kiggede på hinanden, det mest spændende at kigge på, var åbenbart deres mobiler eller deres egne sko, det var i hvert fald det indtryk vi selv fik. Det skabte et kaos blandt folks stille, dog travle verdener. Vi fandt det utroligt, hvordan andre kunne være så optagede af deres telefoner, da vi selv var nødsagede til at holde overblik over menneskemængden, samt de meget trafikerede veje, for enten ikke at blive trampet eller kørt ned. Atmosfæren kunne vi genkende fra Katrine Marie Guldagers novelle ‘’Nørreport’’. Her oplevede vi den samme gruppe selvoptagede mennesker, som alle havde travlt med deres eget privatliv, i stedet for tænke på de fremmede omkring dem. Det kaotiske vi oplevede i menneskemængden på Nørreport, oplevede vi også i novellen “Nørreport”. De mange forskellige personer deri, skabte mange forskellige indtryk. Altså har Katrine Marie Guldager ikke kun genskabt  kaoset gennem skildringen af personer, men også med hendes skrivestil.

Ingen stoppede op, for at indånde og nyde den friske forårsluft, på en solskinsdag, lige så sjælden, som en studerende med grønne tal på kontoen i månedens sidste dage. Vi kan ikke engang vide os sikre på, at de andre havde opdaget solen. Alle var pakket godt ind i jakker og halstørklæder, som kun distancerede dem endnu mere fra de fremmede omkring dem. Denne tykke oppakning fungerede som tykke kampestensmure med en dyb voldgrav udenom. Det var ikke muligt at trænge ind til personen inde bag, det var ikke muligt at skabe øjenkontakt. Men hvordan kan det være, at vi lever så indelukket i dag? For det er vel ikke kun på Københavns gader vi ser dette fænomen. Måske er menneskemængden på de fyldte gader, for stor til at man smiler til eller hilser på andre en gang imellem. Som Danmarks fremtid, undrer vi os i hvert fald over, hvad der vil ske med os, når man lever i sin egen bobbel, uden at orienterer sig om omverdenen.

Camilla, Sarah og Anton