Nørreport

På vores tur gennem Nørreport, fra stationen til storkespringvandet på strøget, kunne vi gå stille og roligt for os selv. Ikke fordi der ingen andre var, men alle gik i deres egne tanker. De fleste med musik i ørene og en smartphone i hånden. Andre susende på cykel, som var det Tour De France. Det var en udfordring at komme over på den anden side af vejen, da alle var optagede af lydene fra deres høretelefoner og det nyeste nye på Facebook. Ingen kiggede op, ingen kiggede på hinanden, det mest spændende at kigge på, var åbenbart deres mobiler eller deres egne sko, det var i hvert fald det indtryk vi selv fik. Det skabte et kaos blandt folks stille, dog travle verdener. Vi fandt det utroligt, hvordan andre kunne være så optagede af deres telefoner, da vi selv var nødsagede til at holde overblik over menneskemængden, samt de meget trafikerede veje, for enten ikke at blive trampet eller kørt ned. Atmosfæren kunne vi genkende fra Katrine Marie Guldagers novelle ‘’Nørreport’’. Her oplevede vi den samme gruppe selvoptagede mennesker, som alle havde travlt med deres eget privatliv, i stedet for tænke på de fremmede omkring dem. Det kaotiske vi oplevede i menneskemængden på Nørreport, oplevede vi også i novellen “Nørreport”. De mange forskellige personer deri, skabte mange forskellige indtryk. Altså har Katrine Marie Guldager ikke kun genskabt  kaoset gennem skildringen af personer, men også med hendes skrivestil.

Ingen stoppede op, for at indånde og nyde den friske forårsluft, på en solskinsdag, lige så sjælden, som en studerende med grønne tal på kontoen i månedens sidste dage. Vi kan ikke engang vide os sikre på, at de andre havde opdaget solen. Alle var pakket godt ind i jakker og halstørklæder, som kun distancerede dem endnu mere fra de fremmede omkring dem. Denne tykke oppakning fungerede som tykke kampestensmure med en dyb voldgrav udenom. Det var ikke muligt at trænge ind til personen inde bag, det var ikke muligt at skabe øjenkontakt. Men hvordan kan det være, at vi lever så indelukket i dag? For det er vel ikke kun på Københavns gader vi ser dette fænomen. Måske er menneskemængden på de fyldte gader, for stor til at man smiler til eller hilser på andre en gang imellem. Som Danmarks fremtid, undrer vi os i hvert fald over, hvad der vil ske med os, når man lever i sin egen bobbel, uden at orienterer sig om omverdenen.

Camilla, Sarah og Anton