Mexico gennem en danskers øjne

Efter 26 timers fly- og busrejse glædede jeg mig til at få strakt mine stive lemmer i Mexicansk domæne og komme hjem til værtsfamilien og erfare hvad deres kultur indebar. Dog fik jeg allerede en oplevelse af mexicansk mentalitet igennem en nervepirrende og forventningsfuld ventetid på, at værtsfamilierne skulle komme og tage i mod os ved vores ankomststed. Der skete nemlig en mindre misforståelse af tidspunktet, vi skulle hentes på.  En situation vi efterhånden er blevet introduceret for samtlige gange med den såkaldte diagnose ”mañana-syndromet”. Dette udtryk ridser i korte træk op, at her betyder tiden ikke så meget. Heldigvis kom familien og tog imod mig med åbne arme og store smil. Jeg var træt og mør og glædede mig til at putte mig i en varm dyne, men blev overrasket, da jeg kom ind i deres store hus. Der er jo hundekoldt! Jeg har senere erfaret, at her gør man ikke brug af varme i husene, det er solens job at varme huset op. Næste morgen vågner jeg frossen og forvirret op til lyden af høj mexicansk sang, kys på kinden og duften af majspandekager med smeltet ost.
Mødet med Mexico har været en appetitvækker for sanserne! Overalt bliver jeg bombarderet med indtryk gennem kraftige lugte og dufte, klare farver, høj lyd i form af pulserende salsarytmer og smage der pirrer alle tungens smagsløg. Som dansker er det både fantastisk og overvældende at komme til Mexico. Her er der ikke en sat en dæmper på indtrykkene ligesom i minimalistiske og forsigtige Danmark. Når vi snakker i familien, sker det med store armfagter i et højt toneleje, og dialogerne foregår i et hurtigt tempo, eftersom der sker afbrydelser, og at man snakker i munden på hinanden. Man bliver hurtigt revet med af stemningen. Derfor er der ikke så meget at sige til, at jeg er træt hver aften og går omkuld så snart mit hoved rammer puden.
I Danmark er vi vant til, at hverdagen for det meste forløber sig stille og roligt. Danmark er et overskueligt og velorganiseret land. På overfladen virker alt til at være på sin rette plads, selvom de fleste af os kan være forvirrede og kaotiske indeni. Danmark er et harmonisk og roligt land, der har styr på sagerne. Derfor er det spændende at komme til denne kultur på den anden side af kloden, hvor alt det, der foregår indeni os, får lov til at komme til udtryk. Her lægges der ikke skjul på følelser og krøllede tanker. Her omfavnes det alt sammen i en pærevælling af sorg og glæde, liv og død, duft og stank, generationer på kryds og tværs, jakkesæt og lasede pjalter og alt inde imellem. Jeg er taknemmelig for alt det, vi har derhjemme; velstand, lighed, frihed og uendelige muligheder, men mon ikke os som danskere kunne lære en del af den mexicanske ekspressionisme? Hvordan vi med et åbent sind kunne give plads til lidt flere farver, former, rytmiske dansetrin, kys på kinden og krydrede smagsindtryk.

Når alt kommer til alt, kan vi over hele kloden lære lidt mere af hinandens styrker og svagheder. Vi har utrolig mange forskellige værdisæt og normer, men hvis vi giver hinanden plads til at folde os ud, så kan vi lære en del af hinandens forskelligheder.

Vi er nu i slutningen af tredje uge og skal tage afsked i næste, selvom vi stadig har en håndfuld oplevelser tilbage. Dog håber jeg ikke, det bliver et endegyldigt farvel til den latinamerikanske kultur men derimod et ”på gensyn”.

¡ Hasta lluego!      

Død i mexi

”Vi besøger en kirkegård på torsdag klokken 16”. Det var, hvad vi fik at vide en dag tidligere på ugen. Jeg tænkte ikke videre over det, før vi stod på kirkegården. Vi havde en guide med fra Tec De Monterrey – skolen vi går på – som skulle fortælle os om, hvordan det fungerede på mexicanske kirkegårde og om, hvordan mexicanerne ser på døden. Han fortalte os inden vi gik ind på kirkegården, at vi skulle tale dæmpet og ikke hoppe rundt på gravene og så videre. Dette giver rimeligt meget sig selv, og jeg tænkte, at den mexicanske kirkegård nok nogenlunde var som en dansk; en kirkegård der var til for at mindes og sørge, hovedsageligt et trist sted.

Men da vi træder ind, er det noget andet der møder os. Vi ser hundredevis af grave og små kapeller stå hulter til bulter, pyntet med blomster, malet i stærke farver og med julepynt. Ja, nogle af gravene var så godt som festlige. 

Dette undrede mig meget, da jeg fra mit danske synspunkt tænker, at døden da aldrig kan være hverken festlig eller lykkelig. Vores guide fortalte, ironisk nok, livligt om døden, og om hvad der sker med ligene og så videre. Ja, han grinede endda et par gange. Dette står i stor kontrast til, hvordan vi ser på døden derhjemme, det undrede mig meget, at han ikke kunne se det triste ved at være på en kirkegård. Men solen skinnede og det var varmt – ser man bort fra at vi var omringet af gravstene, kunne det have været en hvilken som helst tur i parken. For ham i hvert fald. 

Vi går længere ind på kirkegården og gravstenene begynder at se mere slidte ud, grå og kedelige.  Vi får at vide, at disse gravpladser er de billige – jo tættere ved indgangen, jo dyrere grave og jo flere små kapeller og familiegravsteder er blevet bygget. 

Vi kom helt ned i bunden, hvor der var et stykke jord uden rigtigt nogen gravsten overhovedet. Det eneste man kunne se, var et trækors der stak op hist og her. Dette stykke var for de fattige. De, der ikke havde råd til andet end et trækors. Det skræmte mig en smule, da kontrasten mellem de pyntede, vedligeholdte gravstene og de usle, små trækors var slående. Det afspejlede virkelig den store klasseforskel, der er i Mexico, og hvordan samfundet hernede er opbygget. 

Men når det er sagt, var mange af gravene altså også festlige og farverige. Det var lidt en mærkelig fornemmelse, da det jo for os danskere, er noget mere intimt og sørgeligt at besøge en kirkegård. Dette er en stor kulturforskel fra Danmark – mexicanerne tager ikke så tungt på døden. Som tidligere nævnt var vores guide i et vældigt humør, og han var ikke bange for at tale om døden. Han forklarede os, hvordan døden i Mexico var noget naturligt – der er kun én ting vi er sikre på, og det er, at vi alle skal dø en dag. Det er en naturlig del af livet, så man kan ligeså godt acceptere det og få noget godt ud af det. Noget jeg mener, vi danskere kunne lære meget af. 

Røde kinder og tacos

Hej bloggen J

Mødet med den mexicanske kultur har været overvældende. Allerede den første aften da vi ankom på parkeringspladsen foran den skole, vi skulle tilbringe de næste 4 uger på, var der en masse nye indtryk man skulle forholde sig til, og nye mennesker man skulle møde. Det lod til at de mexicanske familier var rigtig glade for at se os, da velkomsten foregik med åbne arme og kindkys fra fremmede mennesker i alle retninger. Jeg bemærkede hurtigt, at jeg befandt mig i en anden kultur. Noget så simpelt som et kindkys fik sat et andet perspektiv på ens egen kultur, da det ikke ville falde mig naturligt at gøre hjemme i Danmark. En central ting der kendetegner det mexicanske folk, efter at have gjort mig et par ugers erfaring herhenne, er netop åbenheden overfor nye mennesker - men også spontaniteten! Man kan aldrig regne med deres planer, men man er til gengæld hele tiden aktiv, og det er uden pauser! Den ene dag er man i Latinamerikas største shopping center, og den anden dag befinder man sig på toppen af Solpyramiden ved Tenochtitland. En anden ting, jeg kan sætte i kontrast til min hverdag derhjemme, hvor man stort set har planlagt ugedagene på forhånd. 

Efter en køretur på 15 minutter med hektisk trafik ankom jeg til et rødt, lille rækkehus, hvor jeg blev vist rundt og indkvarteret, og herfra tog rejsen fart. Den første weekend var fyldt med planer, og inden jeg nåede at se mig om befandt jeg mig i et klasseværelse på 3. etage på Tec de Monterrey (mange trapper). Ugerne er fløjet af sted, og antallet af tacos, smeltet ost og mystisk bønne-grød, der er røget indenbords stiger hver eneste dag. Åh, hvor jeg savner leverpostej og rugbrød nogle gange. 

Hjemme hos min værtsfamilie bruger vi meget tid sammen, og det har fået mig til at bemærke forholdet mellem mor og datter herhenne. De er meget tætte, og de bruger mere tid sammen end en jeg gør med min mor derhjemme i Danmark. Og det er ikke blot hos os, det er således. Sådan ser det ud hos størstedelen af familierne her. Jeg ved ikke hvad det skyldes, men det er en af de ting, jeg med glæde bringer med mig hjem til Danmark, for de er fantastisk gode til at gøre mig til en del af deres familie, hvilket er helt vildt rart! Udover det, er jeg vild med al den solskin vi får smidt i ansigterne her på det sidste, og det er specielt sjovt at se, hvordan vi danskere (eller "güeritas" - "blondies", som de kalder os) altid er til at finde på græsplænen i 25 graders varme, mens de lokale sidder under halvtagene i skyggen.

Nå, men jeg må videre, da jeg har noget "tamales" og mere bønne-grød, der kalder på mig ude i køkkenet.

Vi ses om en uge Danmark – adiòs!! 

mex blog indlæg

har snart været en måned i mexico, og der er ting at fortælle. for det første har min værtsfamilie været ekstremet imødekommende. det er som jeg har været en del af deres familie. det siger ikke så meget, men gør ikke det store for meget vedkommende, for de er stadig virkelig flinke og hjælpsomme. min værtsbror har også været flink, vist mig område, rådgivet om mad og nabolaget, samt organiseret ture rundt i mexico. jeg har været ude ved den næst største sten, besøgt Mexicos største indkøbscenter. jeg vil beskrive mine oplevelser mere detaljeret i afsnittet neden under.

Peña de Bernal. En af de største sten eller, hvis man føler sig sofistikeret monolitter, i verden. Den er 433 meter høj, og at bestige den er lidt af en opgave, dels på grund af terrænet, mængden af mennesker, og varmen. Hvis man vil helt op til toppen skal man bruge specialiseret klatreudstyr, og folk er døde i forsøget på at nå toppen. Eftersom jeg manglede udstyret, og trods alt var relativt glad for min førelighed, nåede jeg ikke toppe. Vejen derop var til gengæld lettere interrasant. Man kan se hvordan stenen er blevet slidt gennem årende, af tusindvis af mennesker der er vandret op ad det. Man får også en fantastisk udsigt over lokal området, og bjergene ude i horisonten. Så er der jo selvfølgelig også det følelsesmæssige aspekt, når man ser de kors det rejst til dem der døde under turen. Det tog et par timer, at vandre op og ned, men det var det værd.

Dernæst var der altea, et kolossalt shoppingcenter, hvor det nemt kunne være flere danske centre inden i. der tøj butikker til en hver smag, der alle gør deres bedste for at tiltrække ens opmærksomhed. Der er hvidvare butikker der strækker flere etager, og elektronik forretninger, med det nyeste hardware og software, samt resturanger af alle slags.

Alt i alt har mexico været en meget spændene oplevelse, og der er næsten trist at skulle forlade landet, med dets mange artede befolkning, fantastiske natur, og anderledes kultur. Men turen er snart til ende, og det er der ikke så meget at gøre ved. Indtil næste gang

Jeg bliver sindssyg og glad

Efter at have tilbragt tre uger og 1 dag her i Mexico er der et par forskelle mellem den danske og mexicanske kultur der begynder at stå klart frem. Nogle er forskelle som kan drive mig til vanvid, mens andre forskelle ville jeg ønske alle danskere kunne komme og opleve, lære af og tage med hjem.

Den forskel som først slog mig og stadig næsten skræmmer mig, og som altid vil irritere mig, måske bare fordi jeg er dansker og det slet ikke er i vores natur for sådan er vi nu engang opdraget, og samfundet har da slet ikke tålmodighed til andet i så travl en moderne hverdag som vi alle går rundt har. Men hernede har folk uendelig tid! Tempoet på gaden er sit eget, ingen har travlt og man er direkte underlig hvis man kommer til tiden til en aftale. Og hvis man spørger hvornår vi skal af sted, får man tit bare svaret ”ahorita” som betyder noget i retningen af ”når som helst,” altså det kan være om fem minutter eller tre timer, det er ikke så vigtigt hvornår det sker, så længe det bare sker på et tidspunkt. Det var den trælse forskel, men sådan er kulturen nu engang her og jeg prøver stadig at tilpasse mig. Hvilket består i at jeg prøver ikke at blive sur hver gang jeg kommer fem - ti minutter for sent i skole, men tro mig, det er svært.

Men noget af det gode ved deres evige tid er at de altid har tid til at stoppe op på gaden og få en snak, og de er alle utrolig åbne og imødekomne. Man hilser altid på hinanden med et kys på kinden, og det er lige meget om det så er første gang du ser personen. Det er ikke som i Danmark hvor hånden bliver stukket frem og ’dansker-muren’ er klar og al fysisk kontakt første gang man mødes er alt for intim.

Det har gjort det at være ny her i landet meget lettere at alle er imødekomne og venlige,  og det kunne være skønt hvis vi danskere også åbnede op på den møde og tog så godt i mod nye mennesker.

Det er den forskel på vores to kulturer jeg ønsker mest at tage med hjem til Danmark. Hvis vi alle åbnede lidt mere op overfor nye mennesker i stedet for at have vores lille ’dansker-mur’ oppe, så ville Danmark kun blive et endnu lykkeligere land end vi allerede er.

Viva la Mexico

VIVA LA MEXICO

Halløj med jer!

Jeg er som sagt i mit tidligere indlæg, taget et smut til Mexico i en måned, på studierejse *host* ferie *host* med hele min klasse! Så jeg tænkte jeg lige ville fortælle jer, hvordan det går. 

Allerede inden vi hoppede på flyveren, kunne jeg ikke vente med at komme ned i varmen og væk fra det kolde grå Danmark. At vi tog afsted i januar er jo bare top lækkert!

Flyturen var ret lang, og eftersom jeg aldrig rigtigt har fløjet, skulle jeg lige indfinde mig med følelsen af jetlag, men min familie tog rigtig godt imod mig da jeg ankom klokken 3 om natten, mexicansk tid. Lige siden start har de sagt "Mi casa es su casa" - oversat til dansk betyder det mit hjem er dit hjem. Min familie består af min host ved navn Alonso, 17 år, elsker fodbold og danske piger. Andrés er min lillebror, og en tro kopi af Alonso, bare med lidt mere krudt i røven - fik jeg forresten sagt at det også er et udtryk for meget energi i Mexico? Så har jeg min lillesøster Maria-Jóse som lige er hoppet ind i teenagelivets mange udfordringer, hvilket betyder, at hun hvisker til sin mor af generthed, hvad hun skal række hende når vi spiser frokost. Min host mor hedder Margarita, og er lære på den skole vi går på. Margarita inviterer mig altid ind på hendes kontor, til en kop kaffe, og eftersom den kaffe de sælger på skolen er lavet på kogte sokker, passer det mig fint. Min host-far Renée, er selvstændig, og arbejder med at få indsat varme i huse, hvilket er ret ironisk, da de ikke selv er ejer af et, men ellers en meget flink gut, der ikke går så meget op i sport, ligesom mig. Jeg tror noget af dét der har overrasket mig mest, er at selvom de nærmest lever på den anden side af jorden, har de stadig de samme hverdagsproblemer som hjemme ved mig, og nogenlunde samme interesser! De nyder en kop kaffe med morgenavisen om søndagen, disktutere med børnene om, hvornår de skal være hjemme fra fest, hvor mange genstande de må drikke osv. Altsammen lyder meget bekendt. 

- Og desværre! Jeg må skuffe jer danskere der planlægger at tage på ferie i Mexico, hvis i havde samme billede som mig af en mexicaner. For de har ikke sombrero på hovedet, en tequilaflaske og guitar i hånden og de hviler sige ikke i skyggen op af et træ. De klæder sig som os danskere, og kender også til solcreme. 

Nåh, men hvordan er Mexico så? 

Mexico er et utrolig smukt land! Solskin fra en skyfrihimmel hver dag, kaktusser i ørkenen, og bjerge i baggrunden af regnbuefarvet huse. For en gråvejrshadende person som mig, er det paradis! Er derimod begyndt at savne den danske mad. Mmmmh.. stegtflæsk. Maden består af, hvad vi kender som madpandekager med alt hvad det latinamerikanske kontinent har at tilbyde - kaktus, græshopper, chili og meget andet. Det bliver lidt for meget i længden. Noget jeg synes vi kunne lære i Danmark derimod, er at de mødes hele familien til det store måltid på dagen cirka klokken 3, hvor de spiser småt til aftensmad. Synes det er rart at sidde samlet ved bordet, med tanken om, stadig at have en hel dag foran sig, når man et godt mæt. 

Det der har skræmt mig mest ved Mexico, er den store klasseforskel og sikkerheden. I det område vi bor i er der store murer, videoovervågning og vagter, som en langnæset franskmand vil sige: 'an mass'! Nærmest som at bevæge sig ind i et fængsel. Men de har vel deres grunde - over halvdelen af Mexicos 120 millioner indbyggere, er nemlig ludfattige. Mund ikke en eller to, tager ulovlige metoder i brug, for at skaffe sig føde. Det første min host sagde, da jeg nød solen og en mexicansk cigaret i deres have, var: "Du er høj. Prøv at kig på den anden side af vores mur." Da jeg kiggede over muren som fik mig til at tænke på Pink Floyd og pigtrådshegnet der fik mig til at tænke på en amerikansk actionfilm i Vietnam, kunne jeg se slumkvarter så langt øjet rakte. lige omme på den anden side af muren. Der kunne jeg tydeligt se, hvad de mener når de siger klasseforskel. På den ene side, havde jeg en pool jeg kunne hoppe i, på den anden en stor bunke skrald. Efterfulgt sagde Alonso "Vi er de 10%. De rige 10%". 

Nå! ikke så meget negativ snak - jeg tror nemlig på, at Mexico en eller anden dag nok skal få kæmpet sig ud af korruption og liberalisme, og få hjulpet de fattige og hævet arbejderklassen. For folket! Ja de er det mest imødekomne folk jeg nogensinde har sagt halløj til. Et kys på kinden af en fremmede og et ordenligt handshake og et klap på skulderen er, hvad man oplever med det samme og altid med et stort smil. 

Men jeg skal til at køre i 5 timer ned til den nærliggende strand, så jeg skriver en dag tiden og WiFi'en rækker til det! 

Adios Amigos 

Rass Ansø

MexiLoco

Hey bloggen!

I kunne læse i mit sidste indlæg at jeg rejste til Mexico, og at jeg var en smule nervøs. Jeg har nu været her i ca. tre en halv uge, og her er bare totalt fedt! Det er en helt anderledes kultur, og jeg får snakket en masse spansk!
Selve turen over til Mexico var lang og hektisk. Vi skulle med et tog, to fly og en bus og sammenlagt tog det ca. 25 timer fra Århus banegård til Tec de Monterey Queretaro. Da jeg ankom blev jeg mødt af en rigtigt imødekommende familie, den eneste jeg havde set før var min host (Juaquin), men kun på billeder via facebook. Familien består af Juaquin Gustavo (far), Ana (mor), Juaquin (min host) og Gustavo (hans lillebror), sjovt nok er begge sønner opkaldt efter deres far, men det er åbenbart meget normalt herovre. De kørte mig hjem til deres ''lille hus'' (ifølge dem), men det viste sig at være ca. 2-300 kvadratmeter, plus ekstra lille hus til deres Au pair og en garage med tre store biler. Da jeg så fik mit værelse som er relativt lille i forhold deres hus, fik jeg til min store overraskelse muligheden for at sove i en firemandsseng! Jeg føler mig lidt som kongen, også fordi at huset ligger på det der bliver kaldt guldbakken, så jeg har udsigt udover hele byen fra min terrasse.

Jeg vil også lige fortælle jer lidt om det generelle, så i kan få et lidt bedre indblik i min hverdag herovre. Maden herovre er helt vildt god, jeg elsker den mexicanske mad og den kan slet ikke sammenlignes med de tortillas der bliver serveret i Danmark. Deres salsa i sig selv er en oplevelse værd, deres tortillas er mindre, men alt hvad du kan drømme om bliver oftest tilføjet. Salt, chili og lemon er de tre hovedingredienser i alt mexicansk mad, om vi så snakker frugt, slik, kød, chips, popcorn eller hvad man nu lige kan forstille sig. Det lyder rigtig underligt, men det er faktisk en rigtig god kombination som bare giver en ekstra god smagsoplevelse.

Udover maden er jeg også blevet integreret på skolen Tec de Monterey Queretaro. Skolen herovre er rigtig traditionel med dresscode, gammeldags tavleundervisning og INGEN computer i timerne. Jeg har haft rigtigt svært ved at vende mig til at skrive i hånden, men der er bare ingen anden udvej, hvis jeg skal deltage i timerne. Udover det får jeg ca. 5 venneanmodninger på facebook om dagen, fordi jeg åbenbart ligner en eller anden kendt amerikaner. Det er rigtig sjovt at opleve hvordan størstedelen af pigerne fniser og smiler når man kommer gående på gangene. Maden på skolen er billig og lækker, alt maden har selvfølgelig de 3 elementer salt, chili og lemon, men for en liter vand og nok tacos til en fattig familie i Afrika må jeg slippe 50 mexicanske pesos (tilsvarende 22.03kr), hvilket er ekstremt billigt!

Jeg bliver desværre nødt til at afslutte indlægget, da min host kalder på mig. Jeg glæder mig til at komme hjem og vise jer alle de billeder jeg har taget, men nu skal jeg ud i solen og nyde det gode vejr (26 grader). Jeg håber i har det godt i dk, og at i kunne lide indlægget.

-Simon

Skal vi til Mexico eller hvad?

Hej lille mexi blog :i

Nu er det fandeme ved at være tid til at vi skal over og danse salsa og drikke Tequila.

Jeg har ikke engang pakket endnu, mit største problem er at jeg ikke ved hvilken kuffert jeg skal have med? Totalt luksusproblem.
Vil gerne have alt mit tøj med, men det er jo nok for meget og spild af plads, skal jo også have plads til alle de nice ting som jeg skal have med hjem, om en KÆMPE stor Sombrero, og en masse Tequila my favorite drink hehe.

Hasta la pasta

Der er nu 3 dage til afgang mod den længeventede rejse til Mexico. Forventninger og nervøsitet kæmper side om side inde i hovedet. Hvordan er min familie? Vil vi kunne forstå hinanden? Disse og tusinde andre spørgsmål hober sig op i mit hoved. Mine kufferter har ikke set skyggen af tøj endnu, men jeg glæder mig til mexikansk fashion med farver og blomster :)

 

hejj bloggen.
så har jeg fundet mit nye strandlook til mexico "Sjov Baywatchbabe" klik på linket og køb
håber i tager godt imod det
parykken medfølger




kh baywatchbabe

Ude er godt, men er hjemme bedst?

Jeg sidder og tænker lidt for mig selv, jeg skal snart på en rejse, som overgår mit første forsøg på at ''forlade reden'' (mit efterskole ophold). Jeg sidder her og har ingen anelse om, hvad det er jeg har sagt ja til. Jeg skal ned til det Querétaro i Mexico og bo hos en der hedder Juaquín. Jeg har ingen anelse om hvem han er indadtil, hvor han bor og i det hele taget hvilken situation hans familie er i. Selvom jeg betegner mig selv som en globetrotter der har både boet i udlandet og været i over 30 lande, har jeg dog altid været ledsaget af min mor, eller venner som kunne tale dansk. Her står jeg overfor en situation, hvor kommunikation reelt kan blive et kæmpe problem. Det kan også bare være mig som overdriver, men hvem ved? Det kan være jeg bliver tvunget til at spise taco 24/7...
Eftersom jeg er enebarn har jeg heller ingen erfaring om hvordan man skal begå sig i en familie på fire? Jeg er van til at kunne tage mig god tid om morgen, have mit eget toilet og kunne gå i køleskabet når jeg vil.
Og hvad med religion og kultur? Jeg kunne blive ved i timevis, men lige nu er det bedste nok bare at lade tingene komme og håbe på det bedste. 

hvis ikke dette blog-indlæg bliver opdateret indenfor 30 dage bedes i ringe til politiet
Ciao

Hej bloggen.

Der er få dage til vi pakker kufferten og stempler ud med afgang mod det storslåede Mexico. Et land så stort, smukt og mangfoldigt skal være mit hjem i godt og vel 4 uger. Så meget nyt, både i forhold til natur og kultur. Så meget der skal opdages, så meget ukendt land ligger hen. Denne storslåede natur ses netop på dette vidunderlige billede af noget af blot det mexicanske landskab. Et landskab som ses udformet på så mange diverse måder.

What to wear i Mexico

Hej bloggen

Så er kufferten pakket og jeg er (næsten) klar til at tage afsted til Mexico. Billederne illustrerer hvordan jeg ville ønske, min kuffert så ud indvendigt, men uheldigvis er min situation ikke således. Jeg kan heller ikke spille guitar, så det ville være spild af plads. 

xoxo Mig 

På med sombreroen

Vi har længe talt ned, og nedtællingen fortsætter et par dage endnu. Det bliver højdepunktet i vores 3 år på gymnasiet, en tur vi altid vil have tilfælles, en tur vi aldrig vil glemme, en tur fyldt med latter og for nogen vedkommenes gråd. For mit vedkommende betyder denne tur også genforening - ikke bare i det at jeg skal se min mexicanske familie igen efter 1,5 år - men også genforening med en kultur jeg har kært og en land som er mit andet hjem. 

Pak kufferten, på med sombreroen og så afsted! hæhæhæ

Med på vejen får i lige et stemningsbillede af en ægte mexicaner <3 

Nos vemos pronto mi querido país, VIVA MEXICO

Bob i mexico https://www.youtube.com/watch?v=6vYnas6q3Sg

Hvor stor en indflydelse har kokainsalget i Mexico?

Mexicansk mad - en symfoni af sanser

Dansk mad er okay, men når jeg googler "mexicansk mad" står det klart for mig, at jeg har en masse kulinariske madoplevelser i vente i Mexico. Bare billedet af disse såkaldte "quesadillas" får mundvandet til at løbe og mine smagsløg til at tørste. Mine tænder længes efter at bryde overfladen på det sprøde tynde brød, for derefter at mødes med en symfoni af cremet ost. Åh, denne langtidsbagte majspandekage - jeg glæder mig!  

hejj bloggen

hejj bloggen. 
håber i nyder ferien. jeg nyder den i hvert fald
jeg har været til frisør, som i kan se på billedet


ses bloggen ;)

En dag med Torben...

Torben har idag leget med sin lille pony. En hun fik i julegave. Den er hun sørme glad for. Ja, Torben er et hunkøn. Hendes forældre troede hun var en dreng på grund af en misforståelse.

hej bloggen

hej bloggen
jeg håber at vi ser mange dyr i mexico. specielt en lama

mex blog

tre dage tilbage.

skal nok blive interessant

ser frem til pyramiderne

Mexico

Om 3 dage tager vi til Mexico!!!!

Mexico