Død i mexi

”Vi besøger en kirkegård på torsdag klokken 16”. Det var, hvad vi fik at vide en dag tidligere på ugen. Jeg tænkte ikke videre over det, før vi stod på kirkegården. Vi havde en guide med fra Tec De Monterrey – skolen vi går på – som skulle fortælle os om, hvordan det fungerede på mexicanske kirkegårde og om, hvordan mexicanerne ser på døden. Han fortalte os inden vi gik ind på kirkegården, at vi skulle tale dæmpet og ikke hoppe rundt på gravene og så videre. Dette giver rimeligt meget sig selv, og jeg tænkte, at den mexicanske kirkegård nok nogenlunde var som en dansk; en kirkegård der var til for at mindes og sørge, hovedsageligt et trist sted.

Men da vi træder ind, er det noget andet der møder os. Vi ser hundredevis af grave og små kapeller stå hulter til bulter, pyntet med blomster, malet i stærke farver og med julepynt. Ja, nogle af gravene var så godt som festlige. 

Dette undrede mig meget, da jeg fra mit danske synspunkt tænker, at døden da aldrig kan være hverken festlig eller lykkelig. Vores guide fortalte, ironisk nok, livligt om døden, og om hvad der sker med ligene og så videre. Ja, han grinede endda et par gange. Dette står i stor kontrast til, hvordan vi ser på døden derhjemme, det undrede mig meget, at han ikke kunne se det triste ved at være på en kirkegård. Men solen skinnede og det var varmt – ser man bort fra at vi var omringet af gravstene, kunne det have været en hvilken som helst tur i parken. For ham i hvert fald. 

Vi går længere ind på kirkegården og gravstenene begynder at se mere slidte ud, grå og kedelige.  Vi får at vide, at disse gravpladser er de billige – jo tættere ved indgangen, jo dyrere grave og jo flere små kapeller og familiegravsteder er blevet bygget. 

Vi kom helt ned i bunden, hvor der var et stykke jord uden rigtigt nogen gravsten overhovedet. Det eneste man kunne se, var et trækors der stak op hist og her. Dette stykke var for de fattige. De, der ikke havde råd til andet end et trækors. Det skræmte mig en smule, da kontrasten mellem de pyntede, vedligeholdte gravstene og de usle, små trækors var slående. Det afspejlede virkelig den store klasseforskel, der er i Mexico, og hvordan samfundet hernede er opbygget. 

Men når det er sagt, var mange af gravene altså også festlige og farverige. Det var lidt en mærkelig fornemmelse, da det jo for os danskere, er noget mere intimt og sørgeligt at besøge en kirkegård. Dette er en stor kulturforskel fra Danmark – mexicanerne tager ikke så tungt på døden. Som tidligere nævnt var vores guide i et vældigt humør, og han var ikke bange for at tale om døden. Han forklarede os, hvordan døden i Mexico var noget naturligt – der er kun én ting vi er sikre på, og det er, at vi alle skal dø en dag. Det er en naturlig del af livet, så man kan ligeså godt acceptere det og få noget godt ud af det. Noget jeg mener, vi danskere kunne lære meget af.