Røde kinder og tacos

Hej bloggen J

Mødet med den mexicanske kultur har været overvældende. Allerede den første aften da vi ankom på parkeringspladsen foran den skole, vi skulle tilbringe de næste 4 uger på, var der en masse nye indtryk man skulle forholde sig til, og nye mennesker man skulle møde. Det lod til at de mexicanske familier var rigtig glade for at se os, da velkomsten foregik med åbne arme og kindkys fra fremmede mennesker i alle retninger. Jeg bemærkede hurtigt, at jeg befandt mig i en anden kultur. Noget så simpelt som et kindkys fik sat et andet perspektiv på ens egen kultur, da det ikke ville falde mig naturligt at gøre hjemme i Danmark. En central ting der kendetegner det mexicanske folk, efter at have gjort mig et par ugers erfaring herhenne, er netop åbenheden overfor nye mennesker - men også spontaniteten! Man kan aldrig regne med deres planer, men man er til gengæld hele tiden aktiv, og det er uden pauser! Den ene dag er man i Latinamerikas største shopping center, og den anden dag befinder man sig på toppen af Solpyramiden ved Tenochtitland. En anden ting, jeg kan sætte i kontrast til min hverdag derhjemme, hvor man stort set har planlagt ugedagene på forhånd. 

Efter en køretur på 15 minutter med hektisk trafik ankom jeg til et rødt, lille rækkehus, hvor jeg blev vist rundt og indkvarteret, og herfra tog rejsen fart. Den første weekend var fyldt med planer, og inden jeg nåede at se mig om befandt jeg mig i et klasseværelse på 3. etage på Tec de Monterrey (mange trapper). Ugerne er fløjet af sted, og antallet af tacos, smeltet ost og mystisk bønne-grød, der er røget indenbords stiger hver eneste dag. Åh, hvor jeg savner leverpostej og rugbrød nogle gange. 

Hjemme hos min værtsfamilie bruger vi meget tid sammen, og det har fået mig til at bemærke forholdet mellem mor og datter herhenne. De er meget tætte, og de bruger mere tid sammen end en jeg gør med min mor derhjemme i Danmark. Og det er ikke blot hos os, det er således. Sådan ser det ud hos størstedelen af familierne her. Jeg ved ikke hvad det skyldes, men det er en af de ting, jeg med glæde bringer med mig hjem til Danmark, for de er fantastisk gode til at gøre mig til en del af deres familie, hvilket er helt vildt rart! Udover det, er jeg vild med al den solskin vi får smidt i ansigterne her på det sidste, og det er specielt sjovt at se, hvordan vi danskere (eller "güeritas" - "blondies", som de kalder os) altid er til at finde på græsplænen i 25 graders varme, mens de lokale sidder under halvtagene i skyggen.

Nå, men jeg må videre, da jeg har noget "tamales" og mere bønne-grød, der kalder på mig ude i køkkenet.

Vi ses om en uge Danmark – adiòs!!