Mexico gennem en danskers øjne

Efter 26 timers fly- og busrejse glædede jeg mig til at få strakt mine stive lemmer i Mexicansk domæne og komme hjem til værtsfamilien og erfare hvad deres kultur indebar. Dog fik jeg allerede en oplevelse af mexicansk mentalitet igennem en nervepirrende og forventningsfuld ventetid på, at værtsfamilierne skulle komme og tage i mod os ved vores ankomststed. Der skete nemlig en mindre misforståelse af tidspunktet, vi skulle hentes på.  En situation vi efterhånden er blevet introduceret for samtlige gange med den såkaldte diagnose ”mañana-syndromet”. Dette udtryk ridser i korte træk op, at her betyder tiden ikke så meget. Heldigvis kom familien og tog imod mig med åbne arme og store smil. Jeg var træt og mør og glædede mig til at putte mig i en varm dyne, men blev overrasket, da jeg kom ind i deres store hus. Der er jo hundekoldt! Jeg har senere erfaret, at her gør man ikke brug af varme i husene, det er solens job at varme huset op. Næste morgen vågner jeg frossen og forvirret op til lyden af høj mexicansk sang, kys på kinden og duften af majspandekager med smeltet ost.
Mødet med Mexico har været en appetitvækker for sanserne! Overalt bliver jeg bombarderet med indtryk gennem kraftige lugte og dufte, klare farver, høj lyd i form af pulserende salsarytmer og smage der pirrer alle tungens smagsløg. Som dansker er det både fantastisk og overvældende at komme til Mexico. Her er der ikke en sat en dæmper på indtrykkene ligesom i minimalistiske og forsigtige Danmark. Når vi snakker i familien, sker det med store armfagter i et højt toneleje, og dialogerne foregår i et hurtigt tempo, eftersom der sker afbrydelser, og at man snakker i munden på hinanden. Man bliver hurtigt revet med af stemningen. Derfor er der ikke så meget at sige til, at jeg er træt hver aften og går omkuld så snart mit hoved rammer puden.
I Danmark er vi vant til, at hverdagen for det meste forløber sig stille og roligt. Danmark er et overskueligt og velorganiseret land. På overfladen virker alt til at være på sin rette plads, selvom de fleste af os kan være forvirrede og kaotiske indeni. Danmark er et harmonisk og roligt land, der har styr på sagerne. Derfor er det spændende at komme til denne kultur på den anden side af kloden, hvor alt det, der foregår indeni os, får lov til at komme til udtryk. Her lægges der ikke skjul på følelser og krøllede tanker. Her omfavnes det alt sammen i en pærevælling af sorg og glæde, liv og død, duft og stank, generationer på kryds og tværs, jakkesæt og lasede pjalter og alt inde imellem. Jeg er taknemmelig for alt det, vi har derhjemme; velstand, lighed, frihed og uendelige muligheder, men mon ikke os som danskere kunne lære en del af den mexicanske ekspressionisme? Hvordan vi med et åbent sind kunne give plads til lidt flere farver, former, rytmiske dansetrin, kys på kinden og krydrede smagsindtryk.

Når alt kommer til alt, kan vi over hele kloden lære lidt mere af hinandens styrker og svagheder. Vi har utrolig mange forskellige værdisæt og normer, men hvis vi giver hinanden plads til at folde os ud, så kan vi lære en del af hinandens forskelligheder.

Vi er nu i slutningen af tredje uge og skal tage afsked i næste, selvom vi stadig har en håndfuld oplevelser tilbage. Dog håber jeg ikke, det bliver et endegyldigt farvel til den latinamerikanske kultur men derimod et ”på gensyn”.

¡ Hasta lluego!