Viva la Mexico

VIVA LA MEXICO

Halløj med jer!

Jeg er som sagt i mit tidligere indlæg, taget et smut til Mexico i en måned, på studierejse *host* ferie *host* med hele min klasse! Så jeg tænkte jeg lige ville fortælle jer, hvordan det går. 

Allerede inden vi hoppede på flyveren, kunne jeg ikke vente med at komme ned i varmen og væk fra det kolde grå Danmark. At vi tog afsted i januar er jo bare top lækkert!

Flyturen var ret lang, og eftersom jeg aldrig rigtigt har fløjet, skulle jeg lige indfinde mig med følelsen af jetlag, men min familie tog rigtig godt imod mig da jeg ankom klokken 3 om natten, mexicansk tid. Lige siden start har de sagt "Mi casa es su casa" - oversat til dansk betyder det mit hjem er dit hjem. Min familie består af min host ved navn Alonso, 17 år, elsker fodbold og danske piger. Andrés er min lillebror, og en tro kopi af Alonso, bare med lidt mere krudt i røven - fik jeg forresten sagt at det også er et udtryk for meget energi i Mexico? Så har jeg min lillesøster Maria-Jóse som lige er hoppet ind i teenagelivets mange udfordringer, hvilket betyder, at hun hvisker til sin mor af generthed, hvad hun skal række hende når vi spiser frokost. Min host mor hedder Margarita, og er lære på den skole vi går på. Margarita inviterer mig altid ind på hendes kontor, til en kop kaffe, og eftersom den kaffe de sælger på skolen er lavet på kogte sokker, passer det mig fint. Min host-far Renée, er selvstændig, og arbejder med at få indsat varme i huse, hvilket er ret ironisk, da de ikke selv er ejer af et, men ellers en meget flink gut, der ikke går så meget op i sport, ligesom mig. Jeg tror noget af dét der har overrasket mig mest, er at selvom de nærmest lever på den anden side af jorden, har de stadig de samme hverdagsproblemer som hjemme ved mig, og nogenlunde samme interesser! De nyder en kop kaffe med morgenavisen om søndagen, disktutere med børnene om, hvornår de skal være hjemme fra fest, hvor mange genstande de må drikke osv. Altsammen lyder meget bekendt. 

- Og desværre! Jeg må skuffe jer danskere der planlægger at tage på ferie i Mexico, hvis i havde samme billede som mig af en mexicaner. For de har ikke sombrero på hovedet, en tequilaflaske og guitar i hånden og de hviler sige ikke i skyggen op af et træ. De klæder sig som os danskere, og kender også til solcreme. 

Nåh, men hvordan er Mexico så? 

Mexico er et utrolig smukt land! Solskin fra en skyfrihimmel hver dag, kaktusser i ørkenen, og bjerge i baggrunden af regnbuefarvet huse. For en gråvejrshadende person som mig, er det paradis! Er derimod begyndt at savne den danske mad. Mmmmh.. stegtflæsk. Maden består af, hvad vi kender som madpandekager med alt hvad det latinamerikanske kontinent har at tilbyde - kaktus, græshopper, chili og meget andet. Det bliver lidt for meget i længden. Noget jeg synes vi kunne lære i Danmark derimod, er at de mødes hele familien til det store måltid på dagen cirka klokken 3, hvor de spiser småt til aftensmad. Synes det er rart at sidde samlet ved bordet, med tanken om, stadig at have en hel dag foran sig, når man et godt mæt. 

Det der har skræmt mig mest ved Mexico, er den store klasseforskel og sikkerheden. I det område vi bor i er der store murer, videoovervågning og vagter, som en langnæset franskmand vil sige: 'an mass'! Nærmest som at bevæge sig ind i et fængsel. Men de har vel deres grunde - over halvdelen af Mexicos 120 millioner indbyggere, er nemlig ludfattige. Mund ikke en eller to, tager ulovlige metoder i brug, for at skaffe sig føde. Det første min host sagde, da jeg nød solen og en mexicansk cigaret i deres have, var: "Du er høj. Prøv at kig på den anden side af vores mur." Da jeg kiggede over muren som fik mig til at tænke på Pink Floyd og pigtrådshegnet der fik mig til at tænke på en amerikansk actionfilm i Vietnam, kunne jeg se slumkvarter så langt øjet rakte. lige omme på den anden side af muren. Der kunne jeg tydeligt se, hvad de mener når de siger klasseforskel. På den ene side, havde jeg en pool jeg kunne hoppe i, på den anden en stor bunke skrald. Efterfulgt sagde Alonso "Vi er de 10%. De rige 10%". 

Nå! ikke så meget negativ snak - jeg tror nemlig på, at Mexico en eller anden dag nok skal få kæmpet sig ud af korruption og liberalisme, og få hjulpet de fattige og hævet arbejderklassen. For folket! Ja de er det mest imødekomne folk jeg nogensinde har sagt halløj til. Et kys på kinden af en fremmede og et ordenligt handshake og et klap på skulderen er, hvad man oplever med det samme og altid med et stort smil. 

Men jeg skal til at køre i 5 timer ned til den nærliggende strand, så jeg skriver en dag tiden og WiFi'en rækker til det! 

Adios Amigos 

Rass Ansø