mandag den 2. marts 2015
Nørreport
Konstruktionen viser det travle by-liv, hvor tilfældighederne spiller ind i alles liv. De to kvinder passerer hinanden i lys-krydset, de ligner hinanden, uden at tænke videre over en måske skæbnebestemt fremtid. Folk har for travlt til at komme til tops på noget der ikke kan defineres. Nogle glemmer deres børn i farten. De hjælpsomme mennesker bliver overset.
Sebastians ensomhed - lego opstilling
Vi har prøvet at vise hvordan hovedpersonen, Sebastian, i novellen føler sig udenfor og malplaceret sammen med sin familie. Vi har opstillet en situation hvor familien sidder ved aftenmadsbordet, men hvor Sebastian sidder henne i hjørnet for sig selv. Ved bordet sidder hans mor, onkel og to søstre. Lego-Sebastian sidder med ryggen mod familien, for at vise at han er afvisende overfor dem og deres fællesskab.
Heidi, Andreas og Camilla
NØRREPORT af Katrine T og Aviaaja
På det første billede ser vi drengen på trappen, der spørger den gamle dame om hun kan undvære et par kroner, kvinden ignorerer ham da hun har travlt og skal hjem at passe en syg dreng. På billede nummer 2 ses kvinden fra S-toget der misforstår Bitten og hendes veninde, da hun tror de vinker, men de tjekker blot sig selv ud.
Situationerne viser udviklingen i vores samfund i forbindelse med de sociale lag. De der ligger øverst i de sociale lag, har lært at vende kinden til de der er nederst. De er overbevist om at de ikke er deres problem og ansvar, og nogle er dermed gået hen at blive egocentreret.
Hjemkost - Lego: Albert, Laura, Natacha og Solveig
Vores Lego opstilling forestiller søsteren(Stine) og Sebastian i kælderen efter det første indbrud. Sebastian får øje på revnen fra vinduet hen over loftet og ser først nu den revne der har adskilt dem. Stine er sikker på den altid har været der. Rummet symboliserer også hans placering i familien, outsider og isoleret, placeret helt gemt væk i et kælder rum. Her brugte han det meste af sin barndom, hvor han kom ud med sine frustrationer igennem fx bomber.
Carolina, Frederik, Rass og Matilda - Nørreport
Herover vises skildringen mellem to liv, som er vidt forskellige; Bittens og drengens liv.
Muren symboliserer skildringen mellem over- og underklassen, og nettet er placeret på de riges side, da det er dem, som ignorere de fattige. Underklassen er nødt til at tage stilling til de rige, som vises da de f.eks. tigger om penge i historien, hvor de afvises af kvinderne.
Bitten og sin veninde som drikker kaffe ved Storkevandfaldet.
Omkring dem er guldmønter og andet værdifuldt, for at vise hvor rige de er, og hvordan de ikke mangler noget. De roser hinandens udseende og kigger i skobutikker.De er iført rød som et symbol på hendes uld halstørklæde som nævnes i historien.
Drengen er i baggrunden og søsteren står foran ham. De er bygget som skeletter for at vise, at der er en kontrast mellem de to liv. Skeletterne står i kontrast til overstående billede af overklassen og dets overfladiskhed. Skelettet foran dem er et symbol for hvordan det er at være i drengens tilværelse.
Hjemkomst
Sebastian (hovedpersonen) har lukket sig inde i en kuppel, hvor han er afskærmet fra følelser selv fra hans familie (som er de personer vi ser i forgrunden af billedet). Han kan kun forholde sig til det konkrete - ting (busk, blomst, flag og dæk) - og ikke det emotionelle.
Temaer i denne novelle er familierelationer og distanceret forhold til følelser. Dette kan ses på vores LEGO opstilling i form af den fysiske afstand mellem Sebastian og hans familie. Den afstand han tager til følelser kan ses i form af den kuppel han er sat i, han ser kun frem mod ting(det konkrete) og ikke tilbage mod hans familie(følelser).
Gruppe: Simon, Hannah, Camilla K og Julie K
onsdag den 11. februar 2015
Jeg mindes min sidste normale dag, hvor jeg stod på toppen
af et bjerg og kiggede ud over byen Queretaro. Alle de tanker der fløj gennem
mit hoved, tanker om alle de ting der var sket de sidste 4 uger, hvor meget der
var sket, og hvor uvirkeligt det var at vi allerede skulle hjem. Hvordan jeg
følte en trang til at komme tilbage, tilbage hvor alt var muligt og alligevel
ikke.
Det var stort for mig at komme et sted hen som Mexico, da
jeg aldrig havde været uden for EU, og Mexico virkede som et utrolig stort og
farligt sted, da man jo tit høre en masse skræk historier om korruption,
bandekrige osv. Tanken om at nogle af de andre elever og jeg kunne blive udsat
for sådanne ting, lå mig meget nær, og for at være ærlig frygtede jeg for det
værste.
Mexico har givet mig et andet blik på livet, deres kultur -
madkultur og menneskeligkultur, er meget anderledes i forhold til Danmark. De
danske unge er vant til at være meget uafhængige fra de er helt små, de er
opvokset med forældre der lære dem at klare sig selv. Jeg personligt er vokset
op i en familie hvor mine forældre har haft stor tillhed til mig, og har sagt
go for alle de ting jeg gerne ville, fordi de har lært mig hvor vigtigt det er
at komme ud og opleve ting på egen hånd. Min mexicanske familie var meget
strenge, og hver gang jeg gerne ville noget var jeg nød til at spørge om
tilladelse, samtidig med at man var afhængig af at blive kørt frem og tilbage
af familien, hvilket var meget grænseoverskridende for mig, da jeg er vant til
bare at tage bussen eller køre, klare mig selv og selv finde frem. Mange af os
danskere havde svært ved at forholde os til den måde de var afhængige af deres
forældre og forældrenes tilladelse, da vi som sagt kommer fra et land hvor alt
i princippet er muligt, så længe du ved hvordan man tager bus eller tog.
Min mor spurgte mig da jeg kom hjem, hvad den største
forskel var på Mexico og Danmark, svaret var meget svært for mig da Mexico og
Danmark ikke kan sammenlignes! Der er så stor forskel på disse to lande, at jeg
ikke vidste hvor jeg skulle starte. Forskellene er for store, og det er to
unikke lande med hver deres baggrund og historie, samt skøre ideer om hvordan
samfundet fungere bedst.
Mexico er et sted hvor du får kindsys og kram af fremmede
mennesker, et sted hvor moren er den centrale person der holder sammen på
familien, men faren er manden der har den overordnede kontrol. De mexicanske
beboer er meget stolte over deres land og dens bedrifter, samtidig med at de
hader præsidenten og er forarget over hvordan systemet nogle gange er. Mexico
er et sted der er svært at finde ud af, da man hele tiden sammenligner det med
Danmark, og hvordan vores land fungere på.
Men igen Mexico og Danmark kan ikke sammenlignes, uanset
hvor meget man prøver.
// Natacha
mandag den 9. februar 2015
Nationalister eller ej?
Jeg har officielt mødt den
underligste filosofi i mine 19 år. Først troede jeg ikke på det, da det var så
fremmed fra hvad jeg har lært i Danmark om ens etnicitet, men i Mexico er det
en filosofi at tro, at jo hvidere man er, desto bedre er man. Men hvorfor? Hvad
kan en hvidere mand gøre bedre, end den mørke? Det virker til at være helt
normalt at have denne tankegang i Mexico.
Først fik vi det af vide af vores
mexicanske lærer, der underviste os i mexicansk kultur, men jeg troede ikke på
det før jeg oplevede, at min egen værtssøster rent faktisk troede det. Vi er
kommet rigtig godt ud af det sammen, og er derfor begyndt at snakke om mere
private emner. Hun spurgte mig for eksempel om, hvad jeg synes om de mexicanske
drenges udseende, hvilket jeg egentlig ikke bryder mig særdeles godt om. De er
ikke grimme, men de er heller ikke gudeskønne. Jeg var ærlig og gav hende dét
svar. Hun spurgte mig herefter hvad jeg synes om de danske drenges udseende, og
jeg svarede at danske drenge kunne se rigtig godt ud, eller knap så godt ud. Ud
fra disse to svar fik kun konstateret at jeg bedre kunne lide de danske drenge
fordi de var hvidere i huden end de mexicanske drenge, hvilket jeg blev lidt
stødt af, da dette med sikkerhed ville blive set som racisme. Hvorfor har
mexicanere den tankegang, at jo hvidere du er, jo bedre er du? Ens hudfarve har
vel ikke noget med ens personlighed, evner eller viden at gøre.
Hvordan er sådan en filosofi begyndt?
Måske fordi Mexico er blevet erobret af både spaniere og franskmænd før i
tiden, og da de var hvidere end de Mexicanske indfødte, så måtte filosofien
være startet her. Jeg prøvede at
forklare hende, at det intet havde med hudfarven at gøre, og at jeg faktisk
ville fortrække en dreng med brun hud end en bleg, men det virkede ikke til at
hun købte det.
Størstedelen af mexicanske
indbyggere er stole nationalister, og det er også tydeligt at se. Der findes
nærmest et mexicansk flag hvor end du går, og de flag der er sat op af staten
eller store virksomheder, er kolossale. Men hvordan kan man være stolt
nationalist når man ikke anerkender sin hudfarve? Er det ikke at modsige sig
selv, når man siger at den hvide mand, typisk en amerikaner, er bedre end en
selv? Jeg har også lagt mærke til, at alle store reklame skilte rundt omkring
er med hvide mennesker.
Så hvad kan man kalde folk der elsker sit land, og er
stolt af at være en del af det, men ikke anerkender sine gener fra dette land? Her
må vel snakke om personlighedssplittelse for den ene eller anden måde
søndag den 8. februar 2015
Danske sko i mexico
Jeg tager
altid mine sko af derhjemme, dog nogle gange sniger jeg mig ind over gulvet med
sko på, hvis jeg skal hente noget, men egentlig er på vej ud af døren. Jeg hører
altid min mor råbe indefra stuen ”Ikke sko på indendøre”, men i de situationer
ignorer jeg, hvad hun siger, og løber videre op ad trappen for at hente det sæt
hovedtelefoner, som ligger på skrivebordet.
”Lad bare
dine sko blive på” jeg trådte forsigtet ind i det gule hus. For en dansker
giver gav det ikke nogen mening, at lade skoene blive på. Da du sandsynligvis
slæber mere skidt med ind i huset ved at have dem på end ved at tage dem af,
men jeg lod dem være på. Deres gulv var belagt med fliser, det gav nok meget
god mening at have sko på indendøre ellers ville jeg nok fange en forkølelse.
Jeg kiggede rundt i det dårligt belyste rum. Stue, køkken og spisestue var
samlet i et rum, ligesom derhjemme. De vante omgivelser var blevet skiftet ud
med denne mexicanske udgave af et ”hjem”, dog føltes de gule sofaer og de rødbrune
møbler ikke lige helt som hjemme. Gæsten. Tanken om at skulle være ”gæst” i
måned var udmattende og spændende på samme tid. Gæsten får altid goder.
Tilgengæld forventes det at Gæsten altid er høflig og et godt eksempel, som
forældrene kan sammenligne deres egne børn med. Dette betyder at der ikke er
nogen ende på smiler-riget og høflighed står på programmet døgnet rundt. Derfor
kunne jeg vel ikke tillade mig, at tage mine sko af alligevel, dog gjorder jeg
det ikke før jeg trådte ind på min værelse og lukkede døren i. Efter 2 døgn med
sko på, var jeg meget overrasket over, at de ikke lugtede mere end de gjorder,
men de lugtede. Det gjorder de. Dog er
det umuligt at slippe for stanken af fodsved efter, at have svedt i dem.
Derfor har det aldrig været særlig behageligt at lugte til sine sko, hvilket
også var en afgrundene til at min mor flyttede sin seng ind i stuen. Den havde
før stået i entréen under trappen, men da min bror blev større. Blev hans
fodtøj også større og mere lugtende. Det gode ved sko er dog, at man godt kan
tillade sig at have to forskellige strømper på eller et virkelig grimt par.
Vi ser det
som uhøflighed at have sko på indenfor, og mexicanere ser det som uhøflighed,
hvis vi tager skoene af indenfor. Det er en lille kulturel forskel, men den er
der, og det er den første ting man lægger mærke til når man træder ind i deres
hjem, og nu skal prøve at være en del af deres hverdag.
De fleste
mexicanske huse har flisebelagt gulv, derfor bærer de fodtøj indenfor og deres
klima er også mere tørt end vores, derfor er det begrænset hvor meget jord og
skidt de kan slæbe med ind i husene. Derudover har de fleste en hjemmegående
mor eller en stuepige, som garenteret går rundt og rydder op, når børnene er i
skole.
Mexico
Hej bloggen:)
Vi har nu været i Mexico i snart
fire uger, og det har været en helt fantastisk måned med en masse nye
oplevelser. Det har været vildt spændende at møde en helt anden kultur, end vi
er vant til i Danmark. For eksempel maden og mexicanernes måde at fejre de døde
på har for mig været noget helt specielt at opleve og noget, jeg slet ikke
havde forestillet mig hjemmefra.
Noget af det, der har overrasket
mig mest, er, hvor meget korruption der foregår, og hvor lidt man egentlig kan
stole på politiet. Hjemme i Danmark er disse ting slet ikke et problem, og ikke
noget man vil kunne forestille sig at skulle være vidne til.
En aften efter en fest, hvor jeg
blev kørt hjem af en ven, fulgte en politibil efter os i lang tid for så at
stoppe os. Der var én politimand i bilen, og han mente, at vi havde kørt for
hurtigt, hvilket vi ikke havde gjort. Vi snakkede med ham i lang tid, eller jeg
gjorde ikke – stod bare uforstående - men vi fik så at vide, at vi kunne vælge at
betale politimanden, ellers ville han ringe til nogen, der så ville hente
bilen, og det kunne ende med fængsel.
En lignende oplevelse ville aldrig
kunne ske i Danmark, og for mig virker det ekstremt forkert ikke at kunne stole
på politiet, som jo burde være der for at sikre tryghed og retfærdighed. For
hvis ikke man kan regne med at blive behandlet retfærdigt af politiet, hvor
skal man så gå hen?
Jeg har snakket med min host Teresa
omkring det, og det er desværre slet ikke ualmindeligt. Det er i dag den sidste
aften her i Mexico, og i Querétaro
er politiet ved at forberede sig på præsidentens ankomst i morgen.
Allerede nu er der rigtig meget politi, og halvdelen af byen er lukket af, hvis
nogen nu skulle starte en demonstration eller noget der minder om. Det er fx
derfor, at det er rigtig svært at sætte sig imod præsidenten og regeringen i
Mexico. For mange af dem, der har prøvet indtil videre, er forsvundet på
mystisk vis.
Men Teresa fortalte mig også,
hvordan folk er begyndt at vise modstand imod systemet i Mexico. Det kan være
svært, når de fleste radio og tv-kanaler er statsejede, men på de sociale
medier begynder folk at mødes.
Jeg har nydt at være i Mexico, men
glæder mig nu til at komme hjem til lille trygge Danmark.
Reglas y libertad - México vs. Dinamarca
Solen skinner, chilien svier på tungen, nu betyder om lidt, om
lidt betyder i morgen og i morgen betyder aldrig. Men det er ikke de eneste
forskelle der er mellem lille kolde Danmark og store elskværdige Mexico.
Jeg, som før har boet her i landet for et lille års tid, havde i
starten svært ved at finde et emne at skrive om. Der er jo ikke rigtigt så
meget ved vejret, maden eller folket jeg som så undrer mig over længere. Ja, kulturen er en del anderledes end det vi
bor i til hverdag, men den kultur er en del af mig nu. Men der er nu én ting,
som en del af mig har svært ved at sætte sig ind i: Deres paranoia og regelsæt.
Vi lever i et land så sikkert og så
frit, at det aldrig ville undre nogen, hvis jeg gik tur med min hund kl. 1 om
natten i juli, eller når vi halvt til helt beduggede unge selv skal finde hjem
fra busstoppestedet kl. 3 efter en tur i byen. 18 eller ej. Ikke ét
spørgsmålstegn ville der blive sat.
Nu boede jeg så i en lille by på en lille ø i det store syd, hvor
de var lidt mere afslappede med reglerne trods man kom som ene blonde pige på
15. Der var jeg på egne ben.
Sagen her i Querétaro er en smule anderledes. Som en gruppe på 25
danske, unge, flotte, blonde EG’ere har vi lært, diskuteret og bandet over
mexicanernes paranoia. Hvorfor må vi ikke være ude? Hvorfor må vi ikke tage en
taxa? Hvorfor tør de ikke engang selv at forholde sig i byens centrum? Hvad kan
der ske? Vi opfører os jo ordentligt, og så HAR vi lært at lade de korteste
nederdele og shorts blive hjemme. Derudover, så sidder halvdelen af Tec’s
elever fra det halve af døgnet på skolen og venter til deres mor kan hente dem
kl. 16, selvom de måske havde fri 4 timer før. Ingen bus er god nok, det er
farligt at gå og det er for dyrt at bruge 25 kr. om dagen på security-taxaen. I
Danmark kunne min mor aldrig drømme om at hente mig fra skole på en helt
almindelig hverdag. Det skyldes så måske at vi bor i Beder, en time væk fra
gymnasiet, men jeg er sikker på at familien Brøgger ikke er et særtilfælde. Hop
på bussen, Sarah – den er blå, stor og behagelig.
Hopper vi tilbage på skolen her i Tacoland, så må man ikke: sidde
på bordene, have sin telefon fremme før man har fri, spise, have shorts på
kortere en til knæene, drengene må ikke vise skuldre – hvor pigerne godt må, ingen
fysisk kontakt kønnene imellem og lærerne
tiltales señor, señora, maestro/a, profesor eller bare ”profe” hvis man er
heldig. Disciplin er facaden, men at bryde reglerne er mere reglen end
undtagelsen.
Aldrig har jeg set så korte shorts. Aldrig har jeg set så mange sidde åbenlyst med deres telefoner i hånden, og ikke på nogen måde lytte til læreren, de spiser uafbrudt – for det meste kiks og kager, og de er heller ikke bange for at vise hvem de er ”meget gode venner med”. Skolen i Mexico er en anden verden end den vi kender på Egaa, og hverdagen her er et andet univers – men det er måske det fedeste ved det hele: At få lov til at tilbringe en måned i et land, størstedelen af klassen ikke kender til.
Dette er en oplevelse vi som klasse nu har sammen, noget ingen nogensinde vil kunne tage fra os og noget, som vi for evigt vil tænke tilbage på. ”Hey, kan i huske den gang i fór vild på Tec? Eller den gang bremserne ikke virkede på en af skolens cykler?”
//Sarita
Aldrig har jeg set så korte shorts. Aldrig har jeg set så mange sidde åbenlyst med deres telefoner i hånden, og ikke på nogen måde lytte til læreren, de spiser uafbrudt – for det meste kiks og kager, og de er heller ikke bange for at vise hvem de er ”meget gode venner med”. Skolen i Mexico er en anden verden end den vi kender på Egaa, og hverdagen her er et andet univers – men det er måske det fedeste ved det hele: At få lov til at tilbringe en måned i et land, størstedelen af klassen ikke kender til.
Dette er en oplevelse vi som klasse nu har sammen, noget ingen nogensinde vil kunne tage fra os og noget, som vi for evigt vil tænke tilbage på. ”Hey, kan i huske den gang i fór vild på Tec? Eller den gang bremserne ikke virkede på en af skolens cykler?”
//Sarita
Mexico - mit møde med rigdom og ulighed
Vi lever i en materialistisk
verden, hvor de nyeste gadgets kan fylde meget for os og for vores hverdag.
Lige nu overvejer jeg selv at købe en ny mobil. Tanken var egentlig, at jeg ville
købe den nye Iphone 6, da den udkom, fordi den var det nyeste af det nyeste og
derfor, set i mine øjne, ville være et godt købt, da den ville være helt
opdateret på funktioner osv. Men jeg blev i tvivl og endte i stedet med at købe
et spejlreflekskamera, som jeg ville kunne tage med til min rejse i Mexico. Overvejelserne
gik nemlig på, at vi havde fået at vide, fra vores danske lærer, at det ikke
ville være en god idé at flashe vores Iphones, da det måske ville vække for
meget opmærksomhed at flashe den slags rigdom.
Fra vores timer i Danmark har vi lært
meget om uligheden i Mexico og ved derfor, at der er store kontraster i
samfundet, hvor største delen af mexicanerne er meget fattige. Det var ikke
tilfældet med min værtsfamilie og som min værtsbror selv sagde ”For Mexico - we
have money”. Min værtsfamilie bestod af fire mennesker og to hunde, samt en
stuepige, som gjorde rent og lavede mad til hver os morgen. Huset havde tre tv-stuer,
pool i haven, ude-køkken med fladskærm, badeværelser til hvert værelse, walk-in
closet og et ekstra gæstehus, som blev mit værelse i en måned. De bor i en ”zone”
og et par huse længere nede bor borgmesteren af Querétarro. (Når du er
politiker i Mexico er det kun for pengenes skyld - hvilket siger lidt om hvor
rigt et område familien boede i).
Mine værtsbror var meget bevidst om
hans økonomiske position og var stolt af, at kunne sige at han havde købt sin egen
bil for de penge han havde tjent, da han leverede sin fars grøntsager til restauranter
rundt i byen. Man kan godt være meget
bevidst om at være meget rig, men man kan være det på flere måder. Man kan være
det på en sympatisk eller usympatisk måde. Og hvis man ikke kender hele
familien, kunne man godt tro, at de var meget overfladiske og selviske. Min
værtsmor er et godt eksempel, hun er hjemmegående og tager dyr
kunstundervisning, men som en tradition i familien, er hun med i en
organisation, som hjælper fattige familier i bjergene at lave mad og sy.
Stadig kan det undre én, at der
politisk set ikke bliver gjort noget ved den store ulighed. Jeg har især undret
mig over forholdet til rigdom, når man i den store hvide firehjultrækker,
sammen med familien, kører forbi små landsbyer af forfaldende cement huse og ser
børn, der varmer sig om et bål og hjemløse hunde, som ligger i vejkanten. Der
undrer det én, at der ikke bliver gjort mere for at hjælpe de fattige, som
udgør den største del af den mexicanske befolkning.
Kindkys og sprungne knapper
HEJ BLOGGEN!
Her kommer lige et lille indslag
fra meget varme Mexico. Her gå tingene som de skal, selvom det i starten var et
overvældende møde med så fremmed en kultur. Kindkys og spørgsmål i massevis, er
en del af hverdagen de første dage – uden tvivl. Men man vender sig til det, og
lærer at holde af, at de er så nysgerrige omkring ALT. Men for at vende tilbage
til det med kindkys, så er det meget grænseoverskridende i starten. For det er
ikke kun familien man skal kysse, det er også venner, veninder og
bedsteforældre. Ja, faktisk alle man bliver præsenteret for. Og det er ikke så
lidt endda, for mexicanerne er et meget åbent folkefærd der elsker alt fremmed.
Men det er en underlig følelse, når man kommer fra et lille land som Danmark og
er vant til bare at give hånden, eller måske et lille kram hvis man kender
personen godt. Så pludselig skal men kysse dem på kinden og spørge hvordan de
har det – heller ikke noget vi benytter os så meget af i Danmark. Men de her
mennesker er uden tvivl nogle af de mest venlige jeg har mødt. De lever efter
princippet ”mit hjem, er dit hjem”, hvilket man tydeligt kan mærke. Det første
de sagde til mig var at jeg bare skulle lade som om jeg var hjemme, tage fra
køkkenet hvad jeg ville have, og at jeg ville få en nøgle til huset. Hvis det
ikke er tillid, så ved jeg ikke hvad er. Jeg har heller aldrig oplevet nogen
der giver så meget igen. Sær mad. Man går virkelig ikke sulten i seng, hvis man
bor ved de her familier. Der er kager og smeltet ost i lange baner (bl.a. også
derfor jeg har sprunget to knapper i to forskellige på bukser). Men det kan jeg
ikke gøre så meget ved på nuværende tidspunkt.
Men siden de første akavede kindkys
og første sprungne knap er tiden fløjet af sted. En måned føltes som 1000 år
lige da vi ankom, og jeg tænke ubegrundet at jeg havde uendelig meget tid til
at se alt hvad jeg havde lyst til. Men sådan er det bare ikke, for tiden er
næsten løbet ud nu hvor jeg sidder her, to dage før turen går hjem ad. Det
minder mig virkelig om hvor vigtigt det er at nyde hvert øjeblik på den her
rejse, og at alle bekymringer kan vente til jeg kommer hjem. For jeg er kun her
én måned, hvilket slet ikke er nok til at lave bare halvdelen af det jeg havde
tænkt mig. Men det er også okay. For så længe man husker at nyde det, og kan
tænke tilbage på turen uden at fortryde noget – så kan det ikke være helt
skidt.
Mexico - Ikke Nachos, men meget andet
Har nu været i Mexico i 3 uger, og jeg har været vidt og bredt i det kulinariske eventyrland med bjerge skabt af tortilla, floder af Tequila der deler sig, og får en eftersmag af Corona. Det er landet som ikke er hjemland for Nachos, men hvor man derimod kan få stærk chili og frisk lime til alt.
Jeg vil nu tage jer med på en lille hurtig rundtur igennem de bedre og værre oplevelser i et køkken , der vil få et hvert glukoseindeks til at eksplodere, og vil overvælde dine smagsløg.
Især det sidste er nok det jeg først bemærkede. Det er som om at alt man spiser her høre det til en af disse kategorier: Ekstremt stærkt, Ekstremt sødt, Ubestemmeligt mellemting.
Det ekstremt stærke kommer altid frem i form af chili. Og det er i alt - lige fra slik til æbler dækket af chilipulveret Tajin. Ja, de spiser endda agurkskiver bare med Tajin på.
Kan ikke helt forstå, hvorfor madens smag skal være så massiv, ens smagløg bliver nærmest oversvømmet af en tsunami af smag.
Hvis man så går over i den næste kategori finder man Horchata som er en slag vanilje-kanel-mælke-drik der er så sød, som var den et løfte om diabetes.
Den sidste kategori er mad der smager mere almindeligt og (som regel) ikke overvælder ens smagsløg på samme voldsomme måde, her er bl.a.Quesadillas inkluderet.
Det mest utvivlsomt mest eksotiske jeg har fået her, er ubetinget græshopper og kaktus.
Begge var overraskende gode. Især græshopper sammen med en slags grå tortilla og Guacamole.
Kaktus, eller rettere Nopal, har den mest mystiske konsistens. Minder mig lidt som blæksprutte faktisk.
En klassisk fordom om Mexico er at de ikke kan få nok af fest og farver. Og tja med maden er den noget fejlplaceret, dog har jeg en enkelt gang blevet overrasket. Jeg fik en syntetisk farveeksplosion af pink i form af Tamales på en lille bitte restaurant. Farven nærmest lyste af E-numre og neon knæklys.
Som regel er maden ikke speciel farverig, men den smager tilgengæld godt.
Hvis jeg skulle koge (ja endnu en madlavning metafor) det mexicanske køkken ned til to ting, er der ingen tvivl: Tortilla og Ost.
Jeg har fået Tortilla gennemsnitligt to gange om dagen hernede.
Og hvis man så fusionerer Tortilla og ost får man den ultimative mexicanske ret: Quesadillas med Ost.
Så ja hvad mere er der at sige? Er stor fan af mexicansk mad, men glæder mig dog afsindigt til at spise rugbrød igen.
Jeg vil nu tage jer med på en lille hurtig rundtur igennem de bedre og værre oplevelser i et køkken , der vil få et hvert glukoseindeks til at eksplodere, og vil overvælde dine smagsløg.
Især det sidste er nok det jeg først bemærkede. Det er som om at alt man spiser her høre det til en af disse kategorier: Ekstremt stærkt, Ekstremt sødt, Ubestemmeligt mellemting.
Det ekstremt stærke kommer altid frem i form af chili. Og det er i alt - lige fra slik til æbler dækket af chilipulveret Tajin. Ja, de spiser endda agurkskiver bare med Tajin på.
Kan ikke helt forstå, hvorfor madens smag skal være så massiv, ens smagløg bliver nærmest oversvømmet af en tsunami af smag.
Hvis man så går over i den næste kategori finder man Horchata som er en slag vanilje-kanel-mælke-drik der er så sød, som var den et løfte om diabetes.
Den sidste kategori er mad der smager mere almindeligt og (som regel) ikke overvælder ens smagsløg på samme voldsomme måde, her er bl.a.Quesadillas inkluderet.
Det mest utvivlsomt mest eksotiske jeg har fået her, er ubetinget græshopper og kaktus.
Begge var overraskende gode. Især græshopper sammen med en slags grå tortilla og Guacamole.
Kaktus, eller rettere Nopal, har den mest mystiske konsistens. Minder mig lidt som blæksprutte faktisk.
En klassisk fordom om Mexico er at de ikke kan få nok af fest og farver. Og tja med maden er den noget fejlplaceret, dog har jeg en enkelt gang blevet overrasket. Jeg fik en syntetisk farveeksplosion af pink i form af Tamales på en lille bitte restaurant. Farven nærmest lyste af E-numre og neon knæklys.
Som regel er maden ikke speciel farverig, men den smager tilgengæld godt.
Hvis jeg skulle koge (ja endnu en madlavning metafor) det mexicanske køkken ned til to ting, er der ingen tvivl: Tortilla og Ost.
Jeg har fået Tortilla gennemsnitligt to gange om dagen hernede.
Og hvis man så fusionerer Tortilla og ost får man den ultimative mexicanske ret: Quesadillas med Ost.
Så ja hvad mere er der at sige? Er stor fan af mexicansk mad, men glæder mig dog afsindigt til at spise rugbrød igen.
lørdag den 7. februar 2015
Halløjsa bloggen
Lange flyture er for mig forbundet med positive forventninger om
mødet med flotte strande og sjove oplevelser. Denne gang var anderledes. Jeg
havde ingen anelse om, hvad jeg vil kunne forvente mig. Den 26 timers lange og
søvnløse rejse fra Aarhus hovedbanegård til mødet med familien i Querétaro,
gjorde ikke mine bekymringer for kulturmødet mindre. På den 12 timers lange
flyvetur fik jeg for alvor tid til at overveje, hvor lang en måned vil kunne
komme til at føles som. En trættende tanke der til sidst lokkede mig til knap 1
times søvn. Starten på den mexicanske rutsjebanetur startede helt nede i
kulkælderen, da min kuffert besluttede sig for at blive i Amsterdam. Den flotte
og letgenkendelige kuffert fik jeg et kærligt gensyn med søndag aften efter 4
dage i løbebukser og et par lånte t-shirts. På disse 4 dage havde jeg allerede
været med hele familien på tur rundt i byen og sågar på familie-indkøbstur.
For mig er uafhængighed en stor og ikke mindst vigtig del i
processen til over tid at kunne træde ind i de voksnes rækker. At kunne komme i
skole selv, at kunne lave mad selv, i det hele taget at kunne lave planer uden mine
forældre er indblandet. Sådan foregår det ikke her - slet ikke. Vi har fået
undervisning i Cultura Mexicana, hvor vores historiefyldte og stolte mexicanske
lærer Hr. Edgardo har prøvet at forklare mentaliteten bag det mexicanske
familieforhold. Vi er blevet fortalt, at han selv boede hjemme til han var
niogtyve år gammel. Niogtyve år gammel! Dette virker absurd sammenlignet med
den danske idé om 18 årige voksne mennesker. Han forklarede hvordan moderen i
familien er et billede af perfektion, og denne tanke er blevet bekræftet hver
dag, jeg har været her. Laura, som er min værtsmor gør alt for sine børn. Hver
morgen står morgenmaden klar på bordet, når vi kommer nedenunder - og nej, det
er ikke bare mælk, havregryn og yoghurt. Duften af vafler, tortillas,
quesadillas eller scrambleeggs møder mig hver morgen på vej ned af trappen. Moderen
står op 40 minutter før end resten af huset og påbegynder sin kokkerering kokkererer
disse mexicanske lækkerier. Dette er ikke et scenarie, jeg klager over
overhovedet, men tankestrømmen er endeløs og fyldt med spørgsmål omhandlende
selvstændighed. Hvorfor kører Ana Laura, min værtssøster, ikke i skole med
moderen ved siden af, når samtaleemnet så ofte er Ana Laura manglede
køreegenskaber? Om det kan være på grund af sikkerhedsproblemer eller om det
ganske enkelt er moderen, der mangler noget at lave, ved jeg ikke, men spørgsmålet
står der stadig. Ifølge Mr. Edgardo skal børnene passe på de ældre, ligesom de
ældre har passet på børnene. Det blev præsenteret som det endegyldige svar til
min tvivl. Men børnene kan stadig ikke køre bil eller lave mad, dette lærer de
vel engang. Hvem ved hvornår? Måske når forældrene ikke er der længere.
Tvivlven vokser sig større, men glæden over at jeg selv kan komme fra A til B i
bil, bus eller tog, selv kan lave pasta og komme hjem 1 time senere end
planlagt vokser i takt med tvivlen.
Efter snart en måned i Mexico er det tid til at gøre status og opdatere lidt herfra. De første par uger var præget af en stor overvældenhed af oplevelserne og indtrykkene. Jeg bor hos en glad, moderne og åben familie. De bor i et stort hus bag lukkede mure. Det er meget surrealistisk, at skulle igennem sikkerhedsvagterne og en lukkede indgang hver gang man skal "hjem".
Mexico har gjort megen indtryk på mig, både gode og dårlige.
Et land med en fantastisk og storslående natur og mødt af et åbent og smilene folkefærd. Dog et folk præget meget af traditioner og til dels religion. Et folk jeg finder en del forvirret igennem religion og deres indianske historie. Som vores lærer i mexicansk kultur sagde, så kigger mexicanere tilbage på den indianske og azteker tiden, hvis de ønsker at føle sig stolte. De kan ikke lide at snakke om tiden under spansk herredømme, men alligevel er største delen af befolkningen katolikker og støtter dermed op omkring en religion spanierne bragte med sig.
Selve samfundet jeg befinder mig i er så uforståeligt og uoplyst. Mange forfærdelige ting foregår hverdag her i Mexico. Men meget lidt af det bliver oplyst til befolkningen og når, især den befolkning jeg har mødt, ikke vil se i øjene hvad der foregår, er det svært at finde en decideret solidaritet. Her den anden dag spurgte jeg Sebastian, min host, om han ikke synes det var mærkeligt at bo i en decideret zone inde bag lukkede mure. Hans svar til det var, at han efterhånden var blevet vant til det og kunne ikke forestille sig at leve udenfor murene. Hans valgte ikke at nævne noget om dem på den anden side af muren.
Men alt i alt har denne studietur været en rigtig god oplevelse at få. Det har gjort mig bevidst om at jeg skal være taknemmelig for det samfund jeg lever i.
Dansker i Mexico
Mit ophold i Mexico er efterhånden
ved at være ved sin ende, og når jeg tænker tilbage på de sidste par uger kan
jeg komme i tanke om mange ting som mexicanere gør anderledes end danskerne.
For eksempel insisterer mexicanerne på at beholde deres sko på indenfor. Jeg
forstår det ikke helt. Jeg er med på at der hverken er gulvtæpper, radiatorer
eller varme i gulvet, men så kan man da købe sig et par hjemmefutter så man
slipper for alt det jord og støv man slæber ind. Desuden kommer ens sko og
fødder til at lugte når man har dem på fra man står op til man går i seng. En
anden ting jeg heller ikke forstår er mexicanernes had til sikkerhedsseler.
Altså, den er jo lige der ved siden af dig, hvorfor ikke bare tage den på når
du alligevel har tænkt dig at ignorere halvdelen af færdselsreglerne. I nogle
taxier har de endda fjernet sikkerhedsselen, og jeg synes bare ikke at hvorvidt
jeg skal bruge en sikkerhedssele eller ej er et valg taxichaufføren skal tage
for mig. Jeg læste engang noget med at kinesere heller ikke bruger sikkerhedsseler
fordi det ses som et tegn på mistillid til chaufførens køreevner. Måske er det
også sådan i Mexico. Måske har jeg fornærmet min søde host-mor Evelyn hver
eneste morgen med mit sikkerhedssele brug. Hun står tidligt op for at lave
frisk fugtsalat og lune quesedillas med salsa og kører os i skole hver eneste
morgen, og så takker jeg hende ved at svine hendes kørsel til.
Noget som jeg til gengæld forstår
fuldstændig og ville ønske vi kunne indføre i Danmark er synet på døden. I
Danmark er døden et forfærdeligt emne som man endelig skal undgå for enhver
pris. Så snart emnet bliver bragt op skal man lægge ansigtet i sine mest
alvorlige folder og samtalen bliver til et minefelt af ord og udtryk man ikke
bør bruge, man skulle jo nødig komme til at støde nogen. I Mexico er det
anderledes. Det er ikke fordi døden er ren sjov og ballade, for selvfølgelig er
der sorg indblandet, men sorgen bliver ikke taget på forskud. For eksempel introducerede
Edgardo, vores ”cultura mexícana” lærer, os for kunsten at skrive sjove digte
og sange om ens venner og families død. Det lyder morbidt i vores danske ører,
men et eller andet sted er det jo en helt uundgåelig del af livet som man
bliver nødt til at tage stilling til.
Nå, nu er det desværre ved at være
tid til at tage hjem. Jeg kommer til at savne Mexico, men som min host-bror
Roberto sagde, er det ikke et ”farvel”, det er et ”på gensyn”.
onsdag den 4. februar 2015
Fra DK til MX
Rejsen fra Danmark til Mexico var uvirkelig. Jeg satte mig
ind i et tog kl 3 om natten, og før jeg fik set mig om, befandt jeg mig 9000 km
væk fra min normale hverdag, fra min familie og mine venner uden for Egaa
Gymnasium. Lufthavnene var større end nogle af de steder jeg før har besøgt. At
lufthavnen har et skilt, der viser hvor mange minutter det tager, at gå fra det
ene sted til det andet, viser vidst lidt om størrelsen på lufthavnen. Flyet fra
Amsterdam mod Mexico City var meget anderledes. At gå fra Ryan Air, hvor man
knap nok har plads til sine ben - til et 2 etagers fly med 18 heste ombord var
en stor omvæltning. 26 timer efter befandt vi os i byen med 20 millioner
indbyggere - Mexico City. Efter et par dage, var det stadig uvirkeligt for mig,
at jeg endelig befandt mig i Mexico. Denne rejse har været en stor del af
undervisningen og samtalerne blandt eleverne det sidste år - endelig sidder vi
her.
Kontrasten mellem Tecnológio de Monterrey og verdenen væk fra
hegnet og sikkerhedsvagterne er tydelig. Skolen i sig selv er en af de dyreste
privatskoler i hele Mexico. Selve skolens udseende minder mig på en måde om
Egaa Gymnasium. Flere etager, klasseværelser delt op i numre og det hvide
design. Man kunne næsten forbinde den med en dansk skole - bortset fra
springvandet, bussen der kører dig fra det ene sted til det andet, og cyklerne
til transport på det enormt store område. Eleverne virker meget inspireret af
USA. Deres attitude, tøjstil og deres opfattelse af verdenen. De kommer kørende
i deres dyre nye biler som blev foræret af mor og far - barnet skulle da nødigt
gøre brug af den offentlige transport eller leve en smule selvstændigt, og i
det mindste selv tjene pengene hvis en bil var en nødvendighed. Hvis man træder
uden for skolen, ser man et helt andet Mexico. Byerne er fyldt med farver,
individer der kravler rundt på jorden og tigger om penge, mennesker der kæmper
for at få råd til mad og endda en del af indbyggerne af Querétaro kan du finde downtown viklet ind i en sovepose, hvor
de sandsynligvis tilbringer natten indtil kampen om overlevelse fortsætter
efter solen står op endnu engang. De bruger flere dage på at kreere disse små
dukker, som de forsøger at sælge til turister eller andre. De sælger dem til en
ulidelig lille pris - jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange de skal sælge for
at forsørge deres familie, eller i det mindste bare dem selv.
Nu vil jeg nyde min sidste aften, med min helt fantastiske
mexicanske familie og se frem til at komme hjem til noget ordentligt mad - som
ikke indeholder majspandekager og smeltet ost. Adios!
Abonner på:
Opslag (Atom)