Kindkys og sprungne knapper 

HEJ BLOGGEN! 

Her kommer lige et lille indslag fra meget varme Mexico. Her gå tingene som de skal, selvom det i starten var et overvældende møde med så fremmed en kultur. Kindkys og spørgsmål i massevis, er en del af hverdagen de første dage – uden tvivl. Men man vender sig til det, og lærer at holde af, at de er så nysgerrige omkring ALT. Men for at vende tilbage til det med kindkys, så er det meget grænseoverskridende i starten. For det er ikke kun familien man skal kysse, det er også venner, veninder og bedsteforældre. Ja, faktisk alle man bliver præsenteret for. Og det er ikke så lidt endda, for mexicanerne er et meget åbent folkefærd der elsker alt fremmed. Men det er en underlig følelse, når man kommer fra et lille land som Danmark og er vant til bare at give hånden, eller måske et lille kram hvis man kender personen godt. Så pludselig skal men kysse dem på kinden og spørge hvordan de har det – heller ikke noget vi benytter os så meget af i Danmark. Men de her mennesker er uden tvivl nogle af de mest venlige jeg har mødt. De lever efter princippet ”mit hjem, er dit hjem”, hvilket man tydeligt kan mærke. Det første de sagde til mig var at jeg bare skulle lade som om jeg var hjemme, tage fra køkkenet hvad jeg ville have, og at jeg ville få en nøgle til huset. Hvis det ikke er tillid, så ved jeg ikke hvad er. Jeg har heller aldrig oplevet nogen der giver så meget igen. Sær mad. Man går virkelig ikke sulten i seng, hvis man bor ved de her familier. Der er kager og smeltet ost i lange baner (bl.a. også derfor jeg har sprunget to knapper i to forskellige på bukser). Men det kan jeg ikke gøre så meget ved på nuværende tidspunkt.

Men siden de første akavede kindkys og første sprungne knap er tiden fløjet af sted. En måned føltes som 1000 år lige da vi ankom, og jeg tænke ubegrundet at jeg havde uendelig meget tid til at se alt hvad jeg havde lyst til. Men sådan er det bare ikke, for tiden er næsten løbet ud nu hvor jeg sidder her, to dage før turen går hjem ad. Det minder mig virkelig om hvor vigtigt det er at nyde hvert øjeblik på den her rejse, og at alle bekymringer kan vente til jeg kommer hjem. For jeg er kun her én måned, hvilket slet ikke er nok til at lave bare halvdelen af det jeg havde tænkt mig. Men det er også okay. For så længe man husker at nyde det, og kan tænke tilbage på turen uden at fortryde noget – så kan det ikke være helt skidt.