Dansker i Mexico

Mit ophold i Mexico er efterhånden ved at være ved sin ende, og når jeg tænker tilbage på de sidste par uger kan jeg komme i tanke om mange ting som mexicanere gør anderledes end danskerne. For eksempel insisterer mexicanerne på at beholde deres sko på indenfor. Jeg forstår det ikke helt. Jeg er med på at der hverken er gulvtæpper, radiatorer eller varme i gulvet, men så kan man da købe sig et par hjemmefutter så man slipper for alt det jord og støv man slæber ind. Desuden kommer ens sko og fødder til at lugte når man har dem på fra man står op til man går i seng. En anden ting jeg heller ikke forstår er mexicanernes had til sikkerhedsseler. Altså, den er jo lige der ved siden af dig, hvorfor ikke bare tage den på når du alligevel har tænkt dig at ignorere halvdelen af færdselsreglerne. I nogle taxier har de endda fjernet sikkerhedsselen, og jeg synes bare ikke at hvorvidt jeg skal bruge en sikkerhedssele eller ej er et valg taxichaufføren skal tage for mig. Jeg læste engang noget med at kinesere heller ikke bruger sikkerhedsseler fordi det ses som et tegn på mistillid til chaufførens køreevner. Måske er det også sådan i Mexico. Måske har jeg fornærmet min søde host-mor Evelyn hver eneste morgen med mit sikkerhedssele brug. Hun står tidligt op for at lave frisk fugtsalat og lune quesedillas med salsa og kører os i skole hver eneste morgen, og så takker jeg hende ved at svine hendes kørsel til. 

Noget som jeg til gengæld forstår fuldstændig og ville ønske vi kunne indføre i Danmark er synet på døden. I Danmark er døden et forfærdeligt emne som man endelig skal undgå for enhver pris. Så snart emnet bliver bragt op skal man lægge ansigtet i sine mest alvorlige folder og samtalen bliver til et minefelt af ord og udtryk man ikke bør bruge, man skulle jo nødig komme til at støde nogen. I Mexico er det anderledes. Det er ikke fordi døden er ren sjov og ballade, for selvfølgelig er der sorg indblandet, men sorgen bliver ikke taget på forskud. For eksempel introducerede Edgardo, vores ”cultura mexícana” lærer, os for kunsten at skrive sjove digte og sange om ens venner og families død. Det lyder morbidt i vores danske ører, men et eller andet sted er det jo en helt uundgåelig del af livet som man bliver nødt til at tage stilling til. 

Nå, nu er det desværre ved at være tid til at tage hjem. Jeg kommer til at savne Mexico, men som min host-bror Roberto sagde, er det ikke et ”farvel”, det er et ”på gensyn”.