Halløjsa bloggen

Lange flyture er for mig forbundet med positive forventninger om mødet med flotte strande og sjove oplevelser. Denne gang var anderledes. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg vil kunne forvente mig. Den 26 timers lange og søvnløse rejse fra Aarhus hovedbanegård til mødet med familien i Querétaro, gjorde ikke mine bekymringer for kulturmødet mindre. På den 12 timers lange flyvetur fik jeg for alvor tid til at overveje, hvor lang en måned vil kunne komme til at føles som. En trættende tanke der til sidst lokkede mig til knap 1 times søvn. Starten på den mexicanske rutsjebanetur startede helt nede i kulkælderen, da min kuffert besluttede sig for at blive i Amsterdam. Den flotte og letgenkendelige kuffert fik jeg et kærligt gensyn med søndag aften efter 4 dage i løbebukser og et par lånte t-shirts. På disse 4 dage havde jeg allerede været med hele familien på tur rundt i byen og sågar på familie-indkøbstur.

For mig er uafhængighed en stor og ikke mindst vigtig del i processen til over tid at kunne træde ind i de voksnes rækker. At kunne komme i skole selv, at kunne lave mad selv, i det hele taget at kunne lave planer uden mine forældre er indblandet. Sådan foregår det ikke her - slet ikke. Vi har fået undervisning i Cultura Mexicana, hvor vores historiefyldte og stolte mexicanske lærer Hr. Edgardo har prøvet at forklare mentaliteten bag det mexicanske familieforhold. Vi er blevet fortalt, at han selv boede hjemme til han var niogtyve år gammel. Niogtyve år gammel! Dette virker absurd sammenlignet med den danske idé om 18 årige voksne mennesker. Han forklarede hvordan moderen i familien er et billede af perfektion, og denne tanke er blevet bekræftet hver dag, jeg har været her. Laura, som er min værtsmor gør alt for sine børn. Hver morgen står morgenmaden klar på bordet, når vi kommer nedenunder - og nej, det er ikke bare mælk, havregryn og yoghurt. Duften af vafler, tortillas, quesadillas eller scrambleeggs møder mig hver morgen på vej ned af trappen. Moderen står op 40 minutter før end resten af huset og påbegynder sin kokkerering kokkererer disse mexicanske lækkerier. Dette er ikke et scenarie, jeg klager over overhovedet, men tankestrømmen er endeløs og fyldt med spørgsmål omhandlende selvstændighed. Hvorfor kører Ana Laura, min værtssøster, ikke i skole med moderen ved siden af, når samtaleemnet så ofte er Ana Laura manglede køreegenskaber? Om det kan være på grund af sikkerhedsproblemer eller om det ganske enkelt er moderen, der mangler noget at lave, ved jeg ikke, men spørgsmålet står der stadig. Ifølge Mr. Edgardo skal børnene passe på de ældre, ligesom de ældre har passet på børnene. Det blev præsenteret som det endegyldige svar til min tvivl. Men børnene kan stadig ikke køre bil eller lave mad, dette lærer de vel engang. Hvem ved hvornår? Måske når forældrene ikke er der længere. Tvivlven vokser sig større, men glæden over at jeg selv kan komme fra A til B i bil, bus eller tog, selv kan lave pasta og komme hjem 1 time senere end planlagt vokser i takt med tvivlen.