Mexico - mit møde med rigdom og ulighed

Vi lever i en materialistisk verden, hvor de nyeste gadgets kan fylde meget for os og for vores hverdag. Lige nu overvejer jeg selv at købe en ny mobil. Tanken var egentlig, at jeg ville købe den nye Iphone 6, da den udkom, fordi den var det nyeste af det nyeste og derfor, set i mine øjne, ville være et godt købt, da den ville være helt opdateret på funktioner osv. Men jeg blev i tvivl og endte i stedet med at købe et spejlreflekskamera, som jeg ville kunne tage med til min rejse i Mexico. Overvejelserne gik nemlig på, at vi havde fået at vide, fra vores danske lærer, at det ikke ville være en god idé at flashe vores Iphones, da det måske ville vække for meget opmærksomhed at flashe den slags rigdom.

Fra vores timer i Danmark har vi lært meget om uligheden i Mexico og ved derfor, at der er store kontraster i samfundet, hvor største delen af mexicanerne er meget fattige. Det var ikke tilfældet med min værtsfamilie og som min værtsbror selv sagde ”For Mexico - we have money”. Min værtsfamilie bestod af fire mennesker og to hunde, samt en stuepige, som gjorde rent og lavede mad til hver os morgen. Huset havde tre tv-stuer, pool i haven, ude-køkken med fladskærm, badeværelser til hvert værelse, walk-in closet og et ekstra gæstehus, som blev mit værelse i en måned. De bor i en ”zone” og et par huse længere nede bor borgmesteren af Querétarro. (Når du er politiker i Mexico er det kun for pengenes skyld - hvilket siger lidt om hvor rigt et område familien boede i).

Mine værtsbror var meget bevidst om hans økonomiske position og var stolt af, at kunne sige at han havde købt sin egen bil for de penge han havde tjent, da han leverede sin fars grøntsager til restauranter rundt i byen.  Man kan godt være meget bevidst om at være meget rig, men man kan være det på flere måder. Man kan være det på en sympatisk eller usympatisk måde. Og hvis man ikke kender hele familien, kunne man godt tro, at de var meget overfladiske og selviske. Min værtsmor er et godt eksempel, hun er hjemmegående og tager dyr kunstundervisning, men som en tradition i familien, er hun med i en organisation, som hjælper fattige familier i bjergene at lave mad og sy.

Stadig kan det undre én, at der politisk set ikke bliver gjort noget ved den store ulighed. Jeg har især undret mig over forholdet til rigdom, når man i den store hvide firehjultrækker, sammen med familien, kører forbi små landsbyer af forfaldende cement huse og ser børn, der varmer sig om et bål og hjemløse hunde, som ligger i vejkanten. Der undrer det én, at der ikke bliver gjort mere for at hjælpe de fattige, som udgør den største del af den mexicanske befolkning.