Reglas y libertad - México vs. Dinamarca

Solen skinner, chilien svier på tungen, nu betyder om lidt, om lidt betyder i morgen og i morgen betyder aldrig. Men det er ikke de eneste forskelle der er mellem lille kolde Danmark og store elskværdige Mexico.

Jeg, som før har boet her i landet for et lille års tid, havde i starten svært ved at finde et emne at skrive om. Der er jo ikke rigtigt så meget ved vejret, maden eller folket jeg som så undrer mig over længere.  Ja, kulturen er en del anderledes end det vi bor i til hverdag, men den kultur er en del af mig nu. Men der er nu én ting, som en del af mig har svært ved at sætte sig ind i: Deres paranoia og regelsæt.  Vi lever i et land så sikkert og så frit, at det aldrig ville undre nogen, hvis jeg gik tur med min hund kl. 1 om natten i juli, eller når vi halvt til helt beduggede unge selv skal finde hjem fra busstoppestedet kl. 3 efter en tur i byen. 18 eller ej. Ikke ét spørgsmålstegn ville der blive sat.

Nu boede jeg så i en lille by på en lille ø i det store syd, hvor de var lidt mere afslappede med reglerne trods man kom som ene blonde pige på 15. Der var jeg på egne ben.

Sagen her i Querétaro er en smule anderledes. Som en gruppe på 25 danske, unge, flotte, blonde EG’ere har vi lært, diskuteret og bandet over mexicanernes paranoia. Hvorfor må vi ikke være ude? Hvorfor må vi ikke tage en taxa? Hvorfor tør de ikke engang selv at forholde sig i byens centrum? Hvad kan der ske? Vi opfører os jo ordentligt, og så HAR vi lært at lade de korteste nederdele og shorts blive hjemme. Derudover, så sidder halvdelen af Tec’s elever fra det halve af døgnet på skolen og venter til deres mor kan hente dem kl. 16, selvom de måske havde fri 4 timer før. Ingen bus er god nok, det er farligt at gå og det er for dyrt at bruge 25 kr. om dagen på security-taxaen. I Danmark kunne min mor aldrig drømme om at hente mig fra skole på en helt almindelig hverdag. Det skyldes så måske at vi bor i Beder, en time væk fra gymnasiet, men jeg er sikker på at familien Brøgger ikke er et særtilfælde. Hop på bussen, Sarah – den er blå, stor og behagelig.

Hopper vi tilbage på skolen her i Tacoland, så må man ikke: sidde på bordene, have sin telefon fremme før man har fri, spise, have shorts på kortere en til knæene, drengene må ikke vise skuldre – hvor pigerne godt må, ingen fysisk kontakt kønnene imellem og  lærerne tiltales señor, señora, maestro/a, profesor eller bare ”profe” hvis man er heldig. Disciplin er facaden, men at bryde reglerne er mere reglen end undtagelsen.
Aldrig har jeg set så korte shorts. Aldrig har jeg set så mange sidde åbenlyst med deres telefoner i hånden, og ikke på nogen måde lytte til læreren, de spiser uafbrudt – for det meste kiks og kager, og de er heller ikke bange for at vise hvem de er ”meget gode venner med”. Skolen i Mexico er en anden verden end den vi kender på Egaa, og hverdagen her er et andet univers – men det er måske det fedeste ved det hele: At få lov til at tilbringe en måned i et land, størstedelen af klassen ikke kender til.
Dette er en oplevelse vi som klasse nu har sammen, noget ingen nogensinde vil kunne tage fra os og noget, som vi for evigt vil tænke tilbage på. ”Hey, kan i huske den gang i fór vild på Tec? Eller den gang bremserne ikke virkede på en af skolens cykler?”


//Sarita