Fra DK til MX

Rejsen fra Danmark til Mexico var uvirkelig. Jeg satte mig ind i et tog kl 3 om natten, og før jeg fik set mig om, befandt jeg mig 9000 km væk fra min normale hverdag, fra min familie og mine venner uden for Egaa Gymnasium. Lufthavnene var større end nogle af de steder jeg før har besøgt. At lufthavnen har et skilt, der viser hvor mange minutter det tager, at gå fra det ene sted til det andet, viser vidst lidt om størrelsen på lufthavnen. Flyet fra Amsterdam mod Mexico City var meget anderledes. At gå fra Ryan Air, hvor man knap nok har plads til sine ben - til et 2 etagers fly med 18 heste ombord var en stor omvæltning. 26 timer efter befandt vi os i byen med 20 millioner indbyggere - Mexico City. Efter et par dage, var det stadig uvirkeligt for mig, at jeg endelig befandt mig i Mexico. Denne rejse har været en stor del af undervisningen og samtalerne blandt eleverne det sidste år - endelig sidder vi her. 

Kontrasten mellem Tecnológio de Monterrey og verdenen væk fra hegnet og sikkerhedsvagterne er tydelig. Skolen i sig selv er en af de dyreste privatskoler i hele Mexico. Selve skolens udseende minder mig på en måde om Egaa Gymnasium. Flere etager, klasseværelser delt op i numre og det hvide design. Man kunne næsten forbinde den med en dansk skole - bortset fra springvandet, bussen der kører dig fra det ene sted til det andet, og cyklerne til transport på det enormt store område. Eleverne virker meget inspireret af USA. Deres attitude, tøjstil og deres opfattelse af verdenen. De kommer kørende i deres dyre nye biler som blev foræret af mor og far - barnet skulle da nødigt gøre brug af den offentlige transport eller leve en smule selvstændigt, og i det mindste selv tjene pengene hvis en bil var en nødvendighed. Hvis man træder uden for skolen, ser man et helt andet Mexico. Byerne er fyldt med farver, individer der kravler rundt på jorden og tigger om penge, mennesker der kæmper for at få råd til mad og endda en del af indbyggerne af Querétaro kan du finde downtown viklet ind i en sovepose, hvor de sandsynligvis tilbringer natten indtil kampen om overlevelse fortsætter efter solen står op endnu engang. De bruger flere dage på at kreere disse små dukker, som de forsøger at sælge til turister eller andre. De sælger dem til en ulidelig lille pris - jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange de skal sælge for at forsørge deres familie, eller i det mindste bare dem selv.

Nu vil jeg nyde min sidste aften, med min helt fantastiske mexicanske familie og se frem til at komme hjem til noget ordentligt mad - som ikke indeholder majspandekager og smeltet ost. Adios!